Danmark har skærpet grænsekontrollen. Men det er slet ikke nok, hvis man ønsker at kontrollere, hvem der rejser ind i landet.
Den danske grænse er fortsat hullet som en si.
Det afslører en aktindsigt, Ekstra Bladet har søgt hos Anklagemyndigheden.
1574 kriminelle udlændinge har fået en dom for ulovlig indrejse de seneste fem år.
323 udlændinge fik sidste år en dom for at bryde et indrejseforbud, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til 2016. Det skriver EkstraBladet søndag.
Kriminelle udlændinge, der er blevet udvist af Danmark, rejser altså tilsyneladende fortsat i stor stil tilbage over den danske grænse.
Og det er ikke godt nok, siger Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand, til Den Korte Avis:
– Det er behov for, at man strammer loven for at bryde et indrejseforbud, så der er en følelig straf.
– Derfor vil vi nu genfremsætte et forslag, vi ikke tidligere har kunnet få opbakning til, hvor vi lægger op til en minimumsstraf på et års fængsel. Det vil samtidig betyde, at straffen er lang nok til, at afsoningen kan ske i hjemlandet, siger han.
Ikke dansk fængsel
Hos Socialdemokratiet er man også klar til at skærpe straffen, siger retsordfører Trine Bramsen til ekstraBladet.
I dag vil det ifølge EU-regler kræve en straf på minimum seks måneder for, at de danske myndigheder kan sende en udlænding til afsoning i hjemlandet.
– Det er kun rimeligt, at der er en hård straf for at bryde et indrejseforbud. Dilemmaet er, hvis vi skal have dem siddende og afsone i danske fængsler, så danske skatteydere hænger på regningen.
– Derfor er det også vigtigt, at vi hæver straffen så meget, at vi opfylder den nedre grænse for, hvornår vi kan sende folk hjem til afsoning. Det vil jeg derfor nu tage det op med ministeren for at se, hvordan vi kan gøre det, siger hun.
Fra 1. januar og frem til 8. februar 2018 har 27 udlændinge fået dom for at bryde et indrejseforbud.
Udlændingeloven hører under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skriver i en mail til EkstraBladet at hun mener det mest effektive er en hjemsendelsesaftale med de kriminelles hjemlande.