Valgkampen op til det amerikanske midtvejsvalg drejer sig i høj grad om indvandring.
I Europa er indvandringen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande for længst blevet et eksplosivt og afgørende politisk tema. Det er der to grunde til:
For det første har politikere åbnet for en meget omfattende indvandring. For det andet har en meget stor del af denne indvandring baggrund i en kultur, der står den moderne europæiske kultur fjernt.
Senest har man set, hvordan den tyske forbundskansler Angela Merkels udlændingepolitik i høj grad har bidraget til hendes nedtur og fald.
I Frankrig er præsident Emmanuel Macron også i store vanskeligheder, blandt andet fordi han ikke har formået at få styr på indvandringen. Andre regeringsledere har oplevet det samme.
”Populisme”
Denne udvikling har sendt rystelser gennem de politisk korrekte snakkende klasser: journalister, debattører, akademiske eksperter, undervisere, pædagoger, kommunikationsmedarbejdere – og mange politikere.
I disse grupper beskriver man ofte det flertal af befolkningen, som har en kritisk holdning til den massive tilstrømning fra fremmede kulturer, som mennesker, der drives af angst.
Ordet ”populisme” bliver flittigt brugt i den forbindelse – hvilket skal markere, at der er tale om irrationelle holdninger.
Velovervejet og snusfornuftig
Men modstanden mod en massiv ikke-vestlig indvandring er tværtimod ofte præget af en ganske velovervejet og snusfornuftig tankegang.
Danmark er et eksempel. Kendsgerningen er, at den store indvandring fra specielt de muslimske lande har skabt omfattende problemer:
Problemer med parallelsamfund, kultursammenstød og manglende sammenhængskraft i befolkningen.
Problemer med kriminalitet. Problemer med kvindeundertrykkelse. Problemer med angreb på ytringsfriheden. Problemer med angreb på demokratiske værdier.
Problemer med kraftigt øgede offentlige udgifter til forsørgelse af mennesker med asyl. Problemer med mange dårligt uddannede.
Det er velovervejet og snusfornuftigt at se kritisk på disse konsekvenser.
Det er ikke befolkningens kritik, der er irrationel. Den er grundlæggende rationel.
Det er derimod den politiske korrekthed, der forsøger at tilsløre konsekvenserne af den ikke-vestlige masseindvandring, der er irrationel.
Forkert påstand
Den politiske korrekthed hviler på en fundamental påstand: Nemlig påstanden om, at et samfund bliver bedre og lykkeligere, jo mere forskellig folks baggrund er.
Denne påstand er forkert. Alle samfund har brug for forskellighed. Men dybe kulturforskelle og kløfter skaber et samfund med konflikter og mistillid.
Et samfund styrkes af fælles værdier, fortrolighed og samhørighed.
Det var, hvad den kendte amerikanske socialforsker Robert D. Putnam måtte erkende i et berømt studie fra USA (”E Pluribus Unum: Diversity and Community in the Twenty-first Century” – 2006).
Putnam ønskede sig personligt, at de politisk korrekte forestillinger holdt stik. Men han måtte blandt andet konkludere på sin undersøgelse: Stor etnisk forskellighed i et lokalsamfund giver mindre tillid.
Det burde vel være logik for perlehøns. Et grundlag af fælles erfaringer, kultur og værdier får samfundet til at hænge bedre sammen.
Familie og nation
De færreste ville jo drømme om at hævde, at familielivet vil blive beriget, hvis der var temmelig fri adgang for folk til at flytte ind og ud af familiens bolig.
Her er man godt klar over, at størst mulig mangfoldighed ikke giver den størst mulige berigelse.
Familien er et udgangspunkt af fællesskab, fortrolighed og forankring. Ens land og dets kultur er et udgangspunkt af fællesskab, fortrolighed og forankring.
Befolkningen bliver ikke lykkeligere af at opgive dette udgangspunkt. Tværtimod. De senere års erfaringer med masseindvandringen har demonstreret omkostningerne.
Den politiske korrekthed og 68
Men hvordan har politisk korrekte politikere, meningsdannere og medier i den grad kunnet give sig hen i fantasierne om, at størst mulig mangfoldighed giver størst mulig lykke og harmoni?
Svaret er vel, at de politisk korrekte er præget af angst og irrationelle holdninger. Netop det, som de anklager den brede befolkning for.
Den politiske korrekthed er rundet af traditionen fra 68. En tradition, hvor der blev set ned på forankring, forpligtelser og traditionelle fællesskaber – familie, nation og kultur.
Jo mere disse fællesskaber blev erstattet af individuel frihed, selvdyrkelse og spraglet mangfoldighed, jo bedre.
Men denne tankegang er irrationel. Man får ikke et bedre samfund på den måde. Det har store dele af den danske og andre europæiske befolkninger for længst erfaret.
Angst for isolation
I virkeligheden har en del af de politisk korrekte vel også konkluderet det i deres stille sind. Men de tør ikke indrømme det for sig selv, og de tør slet ikke sige det til andre.
De er præget af angst. Angst for at stikke ud fra det politisk korrekte fællesskab. Angst for at blive isoleret fra det miljø af rigtige meninger, som de færdes i.
De skulle lade flosklerne om ”populisme” hvile og tage modet til at tænke selv.
