Danske Banks hvidvask udstillet i endnu et samråd

Mandag bød på en ny skandale til samlingen for Danske Bank og et samråd, hvor banken fik utallige verbale tæv.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om toppen i Danske Bank nogensinde bliver straffet for bankens hvidvask af milliarder af euro og dollar gennem dens estiske filial.

 

Mandag bød dog på klare svar på, hvad den nyslåede erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) mener om banken. Blot fire dage efter sin tiltræden stillede han op til åbent samråd.

 

– Det kan ikke være rigtigt, at Danmarks største bank – en hæderkronet virksomhed – har hvidvasket penge fra kriminalitet, diktatorer og – lærer vi nu – muligvis fra våbenhandel.

 

– Det gør mig vred. Og det er afgørende, at der bliver ryddet op. Vi kan ikke være tjent med Danske Banks handlinger. Det kan jeg ikke udtrykke skarpt nok, sagde Rasmus Jarlov på samrådet.

 

Historier fra Berlingske Business og DR gjorde mandag ondt værre for Danske Bank.

 

Ud over den kendte hvidvask fra oligarker og despoter i lande som Rusland og Aserbajdsjan, kunne medierne fortælle, at banken blandt sine kunder har haft et selskab, der har været involveret i ulovlig våbenhandel.

 

Det på trods af, at selskabet havde alle kendetegn på lyssky aktivitet.

 

– Har man gjort det mindste for at kontrollere, hvem direktøren var, og hvad forretningsmodellen var?

 

– I mine øjne er der tale om grove overtrædelser af hvidvaskreglerne fra bankens side, siger ekspert i hvidvaskningsregler Jakob Dedenroth Bernhoft til Berlingske.

 

Mens skeletterne dermed mandag fortsætter med at vælte ud af skabene hos Danske Bank, er svaret på, om banken kan straffes, det samme i mandagens samråd.

 

Læs også
Landegrænser for bankoverførsler udtværes af ny teknologi

Finanstilsynet mener ikke, at ledelsen kan straffes, da lovgivningen, mens hvidvaskningen skete, var betydeligt slappere, end den er i dag.

 

– Det fremstår som et stort ledelsessvigt. Men Finanstilsynet har vurderet, at der ikke kan rejses en sag mod ledelsen.

 

– Det er beklageligt, men det er deres afgørelse. Og det tilkommer ikke mig at diktere Finanstilsynet, hvilke sager der skal rejses, siger Rasmus Jarlov.

 

Ministeren siger dog samtidig, at han igen vil have undersøgt, om der er mulighed for at straffe banken og ledelsen.

 

– Der er noget helt skævt her, som grundlæggende bare ikke er rimeligt.

 

– Almindelige mennesker bliver straffet, men banker kan ligge og putte med noget så længe, at de ikke kan blive straffet, siger Enhedslistens Rune Lund.

 

Læs også
Øgede kapitalkrav til banker og realkreditinstitutter væltes over på kunderne

Rasmus Jarlov er helt enig. Men han føler sig for nuværende uden evne til at handle.

 

– Jeg er også frustreret over, at vi ikke umiddelbart kan gøre mere. Men man skal ikke forestille sig, at jeg bare kan dele en straf ud.

 

– Det kan jeg ikke, og sådan må og skal det også være i et retssamfund.

 

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…