Burka-forbud: Politikernes sendrægtighed og frygt skaber alt det, de vil undgå

Den 1. august, hvor niqab-forbudet (som hedder noget andet for at tilfredsstille Menneskerettighedsdomstolen) trådte i kraft, var der som forventet indkaldt til demonstration, som også venstreekstremisterne deltog i. Så kunne de lufte deres masker, som ellers for længst er blevet forbudt.

 

Kun en eneste gang erindrer jeg, at politikerne udviste rettidig omhu, nemlig da et flertal i Folketinget vedtog et forbud mod dommere med hijab, hvis indhylning symboliserer alt, hvad der må anses som barbarisk.

 

Forbuddet skete ud fra devisen, at det er nemmere at stoppe en uting, før den overhovedet er kommet i gang, mens venstrefløjen og islamisterne mente, at når der endnu ikke var en indhyllet dommer, så kunne man da se tiden an.

 

Det har man så gjort lige siden. Set tiden an. Det er den øvelse, politikerne er bedst til.

 

Det er bedre at vente, til ”de er mange nok”, hvorefter en lov, der ikke passer islamisterne, forårsager skrig og skrål, demonstrationer, ballade og et kæmpe politiopbud, der vel ellers nok kunne være brug for andre steder. F.eks. ved grænsen!

 

Vi har udvist en fantastisk tolerance over for de muslimer, der er kommet hertil. Hvad vi ikke vidste var, at tolerancen blev betragtet som svaghed. Så det eneste, vi har fået ud af al den imødekommenhed, er en konstant glidende islamisering af vores land og afvisning af alt, hvad der er dansk.

 

Vi kunne være ligeglade, hvis islam blev dyrket inden for hjemmets fire vægge, men den islam, der har bredt sig ind i alle hjørner af samfundet, er vi nødt til at bekæmpe, hvis der om få årtier stadig skal være det Danmark, vi engang kendte.

 

Det ukendte Danmark

Med den inkompatible kultur, der har oversvømmet vores kontinent, har kvinders frigørelse fået en hel ny dimension.

 

”Det er ikke det Danmark, vi kender”, sagde den 37-årige niqabi Ayah (betalingsmur). Næh, det må være kommet som et chok, at det land, hvor ethvert krav i adskillige tiår blev mødt med velvilje, og hvor de politikere, som af frygt for … ja, stort set alt, med mange års forsinkelse endelig fik taget sig sammen til at sætte foden ned.

 

Nu gik islamiseringen ellers som smurt og at standse den ville da være udansk (det ord, der er blevet brugt mest i disse dage). Hvordan beskyttelse af dansk kultur, danske sædvaner og skikke og frihedsrettigheder kan være udansk, går over min fatteevne.

Læs også
Burka-forbud og imam-pakker gør ingen forskel i forhold til islamiseringen

 

Men der var da noget, Ayah og jeg (næsten) kunne blive enige om. Danmark i dag er nemlig heller ikke det land, jeg (gen)kender. Jeg erindrer glæden ved den frihed, jeg og andre danske kvinder fik  på grund af vores formødres kamp gennem mere end 100 år, ofte med store personlige omkostninger. En kamp for at deres børn, børnebørn eller oldebørn en dag kunne få et bedre og friere kvindeliv.

 

Selvvalgte kvaler

Nu er politikernes sendrægtighed årsag til hyl, skrig, infantil trods, og, gudhjælpemig, kys-og-kram politi. Det er den rene følelsesporno.

 

Grådkvalte udråb: ”Jeg tager aldrig min niqab af”. ”Vi er tvunget til at opholde os i hjemmet”. ”Vi bliver isoleret”. ”Vi er kriminaliseret”. ”Vi bliver ekskluderet i stedet for at blive inkluderet”.

 

Islamisterne har aldrig ønsket at blive inkluderet i det danske fællesskab. De har i stedet ønsket at leve på islams betingelser i en kristent funderet land.

 

Foreningen Kvinder i Dialog har heller aldrig ønsket en dialog. Det måtte en politiker sande, da han forgæves forsøgte. Men ham lytter de såkaldt ansvarlige selvfølgelig ikke til.

 

Læs også
Dansk muslim afvist ved belgisk grænse – grotesk, at Danmark ikke selv har burkaforbud

Åh, hvor bliver man dog træt af alle de fortrædeligheder, politikerne har hældt ud over befolkningens hoveder. Og der er faktisk mere spændende fuldtidsarbejde end at skulle bruge al sin energi på at forsvare sin egen kultur ved konstant at skulle hamre neglene i kanten af reden for ikke at blive skubbet ud.

 

Hjælp, de truer med at forlade os

Den forkætrede imam, palæstinenseren Ahmed Abu Laban, truede med at rejse. Han kunne ikke lide os, og følelsen var absolut gensidig. Men truslen faldt før, han fik konstateret kræft. Så blev han helt glad for Danmark og den af skatteyderne betalte behandling. Så ham slap vi ikke af med, mens han levede.

 

Men nu er der kommet en anden årsag til trusler om at rejse fra os. Nemlig et forbud mod frihed til at vælge ufrihed.

 

En niqabi, den pakistanske Ayesha Haleem, der har været  her i seks år sammen med mand og sønner, truer nu med, at hele familien vil forlade os. Der er bare det lille problem, at en af sønnerne lider af muskelsvind, så forældrene tæller på knapper. De bliver her nu nok, for det er altså rart med gratis sygehusbehandling.

 

Også den 18-årige somaliske Hani Ali, der er blevet interviewet af VG Norge, udtaler, at der kan blive tale om at forlade Danmark. Mon? Da land efter land i Europa forbyder niqab, risikerer hun at komme fra asken i ilden. Så det sikreste er nok at vælge Somalia, hendes fædreland. Vi kan nok ikke stole på, hun indfrier sit løfte og rejser.

 

Den indhyllede jurastuderende, Sabba Mirza, som ville være dommer, truede også med at rejse, hvis det ikke ville være muligt for hende at blive dommer. Hun ville bosætte sig i et land, hvor folk var mere oplyste (end danskerne). Et sådant oplyst folk kunne hun åbenbart ikke finde, så hun rejste heller ikke.

 

Venligboerne og venstrefløjspolitikerne behøver nok ikke være nervøse for at miste nogen at åbne deres hjerter for henholdsvis vælgerkorps. Her er alt for godt at være til, at nogen af dem rejser fra jer.

 

Bøder eller fængselsstraf

Selvfølgelig ville en niqabi lige prøve at overtræde forbudet. Det ville der jo nok ikke ske noget ved. Det her er jo Danmark, hvor politiet uddeler kys og krammere til lovovertrædere.

 

Men så skete noget helt uventet. På en rulletrappe i et indkøbscenter kom hun op at toppes med en dansk kvinde. Historien er meget rodet: Var der skub mellem kvinderne, hvem begyndte, røg niqaben af i kampens hede, eller var det selvtægt? Der var heldigvis et troværdigt muslimsk kvindeligt ”vidne”, der selv så det hele og kunne bevidne selvtægten mod ”søsteren”. Politiet så overvågningen igennem. Ingen selvtægt (BT 6. august). Niqabien fik en bøde.

 

Men så sprang den algierske rigmand Rashid Nekkaz til. Han skulle nok betale alle bøder. Det havde han gjort i andre lande, som havde et forbud mod niqab. I befolkningen var dette almen viden.

 

Men politikerne havde vist aldrig hørt om denne rigmand. Ellers havde de vel samlet så meget mandsmod, at de havde fastholdt fængselsstraffen. I stedet skal vi igen trækkes med lapperier og kævl og strid om muslimers adfærd dag ud og dag ind: Skal der betales skat af de af rigmanden betalte bøder, skal de gå med fodlænke, skal de i fængsel? Kunne politikerne da ikke bare én eneste gang vedtage en lov, der ikke er gennemhullet og kan misbruges fra dag ét?

 

Præster og biskopper

Og en lille bizar kuriositet: Det er næppe nogen hemmelighed, at der er nogle med direkte forbindelse til chefen Histoppe, der ikke kan finde ud af stillingsbeskrivelsen: Skal kristendommen forkyndes eller skal en barbarisk ideologi promoveres?

 

I den kristne barmhjertigheds navn har biskop Marianne Christiansen så foretaget et til-hvilken-side-hveranden-gang valg og har indkøbt en niqab, og når det bliver forbudt at gå med sådan en, vil hun være at finde på gader og stræder som et spøgelse iblandt sin ”flok”. Forbløffelsen bliver nok stor i den haderslevske menighed, hvis hun ikke slutter sin prædiken med et ”Amen”, men i stedet med et ”Allahu Akbar”.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…