Bedst for Danmark, at beløbsordning ikke sænkes

Af Martin Henriksen, udlændinge- og værdiordfører for Dansk Folkeparti

 

Vi har ikke brug for mere indvandring til Danmark.

 

Derfor er det også godt, at regeringen nu har indset, at deres planer om at åbne Danmark endnu mere op for mere – og billigere – især ikke-vestlig indvandring, ikke har nogen gang på jorden.

 

Det var en dårlig plan. Godt, den nu er droppet.

 

Realiteterne er, at danske virksomheder har adgang til at rekruttere arbejdskraft på hele EU’s arbejdsmarked og kan hente specialister fra vestlige og ikke-vestlige lande hertil, hvis de tjener mere end 418.000 kr. om året.

 

Realiteten er også, at der i dag arbejder rekordmange udlændinge på det danske arbejdsmarked.

 

På den anden side er virkeligheden også, at der er 100.000 danske ledige, der er mere end 10.000 unge, der ikke kan få en praktikplads.

 

Danske virksomheder, der klager over rekrutteringsproblemer, bliver gang på gang afsløret i slet ikke at have slået stillinger op eller rettet henvendelse til jobcentre eller a-kasser.

 

Med andre ord: Der er allerede i dag rig mulighed for at hente udenlandsk arbejdskraft hertil, hvis der er brug for det samtidig med, at man slet ikke har udnyttet de muligheder, der i forvejen findes på det danske arbejdsmarked.

 

Lad os udnytte opsvinget til at få alle med i stedet for bare bevidstløst at blive ved med at kræve lettere adgang til at hente udlændinge hertil.

 

Læs også
Arbejdsgivere bruger deres position til at misinformere befolkningen om indvandring og beskæftigelse

Hvis vi bare giver los, sådan som regeringen og arbejdsgiverne ønsker det, så vil det også medføre mere løndumping og mere muslimsk indvandring. Ting, som Danmark på ingen måde har brug for.

 

Som politikere skal vi gøre, hvad der er godt for Danmark. Derfor er det glimrende, at regeringens planer på dette område ikke bliver til noget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…