Araber amok med kniv i københavnske moskéer: I er alle sammen stikkere for de vantro, råbte han – nu vil anklageren have ham idømt forvaring
En 39-årig dansk araber har tilsyneladende set sig så sur på muslimer, der færdes i moskéer, at han sidste år rendte rundt i københavnske moskéer og truede de bedende muslimer med en stor køkkenkniv.
Han beskyldte dem blandt andet for at være stikkere for de vantro.
Retssagen mod araberen startede ved Københavns Byret i går den 23. maj.
Her mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi, at manden er så farlig, at det vil være uforsvarligt at give ham en almindelig fængselsstraf og vil derfor have ham idømt forvaring på ubestemt tid, skriver Ritzau.
Svingede med en stor kniv i moskéen på Dortheavej
Araberens knivsvingende turné startede under ramadanen sidste år.
I første omgang gik det ud over Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i København.
Her dukkede den to meter høje araber op midt under midnatsbønnen onsdag den 7. juni og truede menigheden med en stor svingende køkkenkniv.
”Vi står i bøn, og pludselig kommer der en mand frem, som står og kigger på os. Han har en kniv, som han svinger roligt frem og tilbage, medens han står og smiler psykopatisk til os,” har et vidne ifølge Ekstra Bladet forklaret til politiet.
Ifølge anklageskriftet, som Ritzau refererer, skulle han herefter være gået over til direkte trusler:
”Lad mig være, ellers stikker jeg jer alle sammen ned her i moskéen.”
Her i moskéen er I stikkere for de vantro og skal slås ihjel
To dage senere, fredag den 16. juni, var han på spil i stormoskéen på Rovsinggade i København.
Her mødte den 39-årige araber op ved halv tretiden om eftermiddagen midt under fredagsbønnen, hvor han i første omgang satte sig ned blandt de øvrige bedende lige foran imamen.
Men det holdt ikke længe.
Et vidne fortalte dengang til Ekstra Bladet, at han pludselig rejste sig op, og da en mand signalerede, at han skulle sætte sig, trak han sin trøje op og viste en stor kniv, der var anbragt i en hjemmelavet skede og signalerede ved at føre hånden over sin hals, at vedkommende skulle halshugges
”Men pludselig begyndte han at tale højt og gå i rette med det, som imamen sagde, hvilket selvfølgelig er helt uhørt og totalt chokerende. Han talte både dansk og perfekt arabisk,” fortalte vidnet og fortsatte:
”Han påstod, at moskeen var fyldt med vantro stikkere. Han udbrød, at han var klar til at slå alle ihjel. Samtidig løftede han op i trøjen for at signalere, at det skulle ske med den lange kniv.”
Alarmen fra moskéen medførte, at en større politistyrke rykkede ud og måtte bruge perberspray for at pacificere og afvæbne den ophidsede araber, inden de kunne lægge ham i håndjern.
Jeg er den nye Omar
Under retssagen mod den 39-årige dansk-araber, der som nævnt startede ved Københavns Byret i går, kom det frem, at han under anholdelsen i stormoskéen blandt andet havde truet politibetjentene på livet:
”Bare vent, jeg springer jer fucking i luften, jeg sprænger det hele i luften. Jeg er den nye Omar,” skulle han have råbt med henvisning Omar el-Hussein, som den 14. februar og 15. februar 2015 skød og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og vagtmanden Dan Uzan samt sårede seks politibetjente.
Ifølge anklageskriftet har det i det hele taget ikke skortet på trusler og overfald, efter at den 39-årige araber under bevogtning af syv vagter fra Kriminalforsorgen den 17. juni blev varetægtsfængslet i Københavns Dommervagt.
Trusler og tumult i dommervagten og overfald på fængselsbetjent
Fremstillingen i dommervagten endte i total panik, hvor den sigtede araber truede alt og alle inklusive sin forsvarer, som fik at vide, at han var en bænkevarmer, medens anklageren blev kaldt et politisvin.
”I skal respektere mig, ellers nakker jeg hele lortet,” råbte han.
Da dommeren til sidst beordrede ham ud af retten, afleverede han blandt andet følgende svada til Ekstra Bladets Camilla Marie Nielsen:
”Dig, din kælling, du skrider bare ud herfra. Jeg kommer og sparker dig i hovedet, hvis jeg bliver varetægtsfængslet,” lød det fra araberen, som hele to gange nåede at spyttede på hende, inden vagterne fik hevet ham væk og ud.
Under varetægtsfængslingen udstødte han i en lind strøm dødstrusler mod forskellige fængselsbetjente, og i et tilfælde udviklede det sig til regulær vold.
Således fik en fængselsbetjent tidligt om morgenen den 24. november 2017 så mange knytnæveslag i ansigtet, at han faldt bevidstløs om.
Knap en måned forinden, den 30. oktober 2017, skal han have kaldt sin egen forsvarer for en svans og truet ham på livet, skriver Ritzau.
Der er afsat fire dage til retssagen, hvor anklageskriftet tæller ikke færre end 23 forhold. Dommen forventes afsagt den 15. juni.
Du kan læse mere her:
https://ekstrabladet.dk/112/vild-tumult-i-retten-anholdt-foert-ud-af-syv-vagter/6711182