Mange vil sikkert huske Mohammed Daabas fra den situation i januar, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Vollsmose.
Daabas maste sig frem til den intetanende statsminister, trykkede hans hånd og sagde ”Velkommen til Vollsmose!”
Han optrådte, som om han var statsministeren for Vollsmose, der bød statsministeren for resten af Danmark velkommen til sit land.
Og helt løgn er det jo ikke. Mohammed Daabas er nemlig præsident for den berygtede indvandrerbande Black Army, der sidder tungt på parallelsamfundet Vollsmose. Eller som de selv siger: ”Vi styrer Vollsmose”.
Heltemodigt overfald på hjemløs
Nu må Black Army dog finde sig en vikar som Vollsmoses statsminister for en tid.
Den 36-årige Daabas er nemlig blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et lukket grundlovsforhør mandag – sigtet for at have deltaget i et knivstikkeri på en tankstation. Tre andre medlemmer af Black Army er blevet fængslet i samme sag.
Med stort heltemod havde de i marts måned været fire om at stikke en 31-årig hjemløs mand på Uno-X-tanken på Åsumvej med kniv.
Det vidner om statsminister Daabas’ storhed.
Offeret blev bragt til Odense Universitetshospital til behandling for stiksår. Han var efter overfaldet ikke meget for at fortælle politiet, hvad der var sket, og hvem der havde stukket ham.
Så politiets bevismateriale bygger meget på videooptagelser fra tankstationen.
Kvinde brutalt overfaldet
Det skal så vise sig, om Daabas skal ind og spjælde for en længere periode.
Det vil selvfølgelig være meget uheldigt, fordi han så ikke kan varetage sine officielle funktioner som statsminister for Vollsmose. Han skulle jo ellers gerne stå parat til at byde velkommen, hvis der skulle komme andre ministre fra det omgivende Danmark til hans land.
Vollsmose fik onsdag endnu engang dårlig omtale, efter at en kvinde fra Dyrenes Beskyttelse blev brutalt overfaldet, da hun havde fotograferet nogle bøller, som kørte helt vildt i området.
Odenses socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel mener, at omtalen af denne sag har været ude af proportion. Grundlæggende er der styr på tingene i Vollsmose, må man forstå på ham.
Statsminister Mohammed Daabas vil sikkert give ham ret. Han og Black Army har helt styr på Vollsmose.
Klik ind og se indslaget med Lars Løkke og Daabas her:
http://lokalavisen.dk/video-se-lars-loekkes-moede-med-berygtet-bandeleder-/20170120/artikler/301209991/1265
http://www.fyens.dk/odense/Knivstikkeri-Praesident-for-Black-Army-faengslet/artikel/3138311