En person er død og otte er kommet til skade og bragt til hospitalet. Det skete, da en varebil kørte ind på fortovet og direkte ind i en gruppe muslimer, der havde været til aftenbøn.
Det oplyser politiet i den britiske hovedstad i en pressemeddelelse.
Hændelsen er sket på Seven Sisters Road, der ligger tæt på Finsbury Park moskeen. En person er efterfølgende blevet anholdt.
– Køretøjets fører – en mand på 48 år – blev fundet og tilbageholdt af offentligheden på stedet og blev derefter anholdt af politiet i forbindelse med hændelsen, skriver Metropolitan Police.
Ifølge en lokal radiostation har politiet afspærret et område ved undergrundsstationen Finsbury Park, skriver Reuters.
Politi er massivt til stede ved moskeen.
May: Bliver undersøgt som muligt terrorangreb
Gerningsmandens motiv til angrebet kendes ikke. Men iIfølge Reuters har Storbritanniens premierminister, Theresa May, oplyst, at nattens hændelse bliver efterforsket som en mulig terrorhandling. Hun kalder den “forfærdelig”.
– Alle mine tanker går til de kvæstede, deres pårørende og beredskabstjenesten på stedet, siger hun.
Også Londons borgmester Sadiq Khan kommenterer den uhyggelige begivenhed i en pressemeddelelse.
– Ligesom de frygtelige angreb i Manchester, Westminster og London Bridge er det her også et angreb på alle vores fælles værdier af tolerance, frihed og respekt , skriver han.
Borgmesteren oplyser, at der vil være flere betjente i området for at berolige befolkningen – specielt dem der holder ramadan.
Påkørslen skete netop, som en aftenbøn i forbindelse med ramadanen var afsluttet i den nærliggende moske.
Det Muslimske Fællesråd i Storbritannien kaldte hændelsen for en “bevidst handling” kort tid efter det skete, skriver BBC.
Radikal islam
Finsbury Park moskeen har gennem årene været forbundet med radikal islam. Den berygtede hadprædikant, imam Abu Hamza, har været dens mest kendte skikkelse. Men han er væk.
De aktuelle forhold i moskeen foreligger ikke oplyst. Det vides heller ikke, om gerningsmanden specielt havde udvalgt sig netop denne moské som angrebsmål.
I det hele taget er motiverne til angrebet altså indtil videre ukendte.
Terrorberedskab
Beredskabet i London og det øvrige Storbritannien er højt efter to angreb inden for få uger.
I maj blev 22 mennesker dræbt af en en selvmordsbomber i en koncertarena i Manchester. (DR.dk)
Og 3. juni dræbte tre formodede islamister otte mennesker og sårede 48 ved at køre fodgængere ned på London Bridge og knivstikker mange i Borough Market i den britiske hovedstad.
Følg det live her:
http://www.dr.dk/live/nyheder/live/2606300: