Natten til lørdag omkring klokken tre stod to mænd og tissede ned i vandkanalen Åen i det centrale Aarhus.
Det provokerede tilsyneladende en forbipasserende mand. Han gik hen til de to og skubbede dem, så de røg ned i vandet.
De blev hevet op igen uden større dramatik. Men for gerningsmanden får episoden et efterspil.
Han blev anholdt, og Østjyllands Politi vil sigte ham for vold. Samtidig vil han ifølge politiet få et erstatningskrav fra de to, som han skubbede i vandet.
De havde nemlig deres mobiltelefoner i lommen, og de havde ikke godt af turen i kanalen.
Det er ulovligt at lade vandet i det offentlige rum. Der oplyses dog ikke, om de to står til nogen form for straf.
Men ’skubberen’ må altså bøde for sin selvtægt.
http://www.lokalavisen.dk/plask-mand-skubbede-urinerende-maend-i-aaen-/20170826/artikler/170829752