På vej mod kaos: Regeringen bruger embedsmænd til at afvise DF’s udlændingekrav – men nu gennemhulles embedsmændenes påstande

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti er kørt fast, når det gælder udlændingepolitikken.

 

Dansk Folkeparti har krævet et “paradigmeskift” i udlændingepolitikken. Den skal omstilles, så den sigter mod at sende flygtninge tilbage til deres hjemland, så snart forholdene tillader det.

 

Samtidig kræver Dansk Folkeparti en væsentlig stramning på familiesammenføringer for flygtninge med såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus.

 

I øjeblikket kan flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus få familiesammenføring efter tre års ophold i Danmark.

 

Dansk Folkeparti så gerne familiesammenføringen suspenderet. Men i forhandlingerne har man specielt fremført et krav om, at en flygtning skal have opholdt sig fem år i Danmark – mod hidtil tre – for at få familiesammenføring.

 

Regeringens juridiske embedsmænd har under forhandlingerne sagt, at Dansk Folkepartis krav strider mod flygtningekonventionen. Regeringen har brugt embedsmændene til at afvise DF’s krav.

 

Et andet EU-land har gjort det uden problemer

Men faktisk har EU-landet Cypern siden 2014 suspenderet al familiesammenføring for syriske flygtninge, skriver Jyllands-Posten.

 

”Det viser ganske klart, at regeringen mangler den fornødne politiske vilje til at gennemføre de nødvendige stramninger. Det har vi sådan set vidst hele tiden, men nu kan alle se det,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Den Korte Avis.

 

Cypern, der som nævnt er medlem af EU og desuden har underskrevet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har ikke haft problemer med afvisningen.

 

Imidlertid er det den selvsamme konventions bestemmelser om retten til familieliv, regeringen bruger som begrundelse for at afvise Dansk Folkepartis krav.

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

 

Flygtninge, der får midlertidig beskyttelsesstatus, er typisk folk, der flygter fra krigshandlinger. De er ikke personligt forfulgte. For mange af de syriske flygtninge i Danmark er det situationen.

 

Dansk Folkeparti kræver altså, at disse flygtninge skal vende hjem, når forholdene i et område er fredelige nok, til at det kan lade sig gøre. Og man kræver, at de skal vente mindst to år længere, før de kan få familiesammenføring.

 

DF: Regeringen giver indtryk af velvillighed, men …

Hos Dansk Folkeparti er man efterhånden godt trætte af regeringens meldinger.

 

”Regeringen giver udadtil indtrykket af politisk velvillighed, men kører så internt embedsværket foran sig og siger, at de gerne vil, men de må bare ikke for konventionerne, siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og understreger:

 

”Det er trættende. Vi mangler at se en regering, som tør udfordrer embedsværkets juridiske vurderinger og udfordre konventionerne. At et andet EU-land allerede gør, hvad Dansk Folkeparti ønsker, men som regeringen siger er helt umuligt, er blot et ud af flere eksempler på, at regeringen mangler den politiske vilje.”

 

Læs også
Dansk Folkeparti opruster: Udvalg, der skal skærpe partiets nationalkonservative profil med Martin Henriksen som formand

Dansk Folkepartis udlændingeordfører fortsætter:

 

”Det er rigtig ærgerligt, fordi det dybest set handler om at passe på fædrelandet, så vi kan give et ordentligt samfund videre til vores børn. Det er hjerteblod for Dansk Folkeparti, men det er det ikke for regeringen og for resten af Folketinget,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Jeg håber, at vi en dag får et flertal på Christiansborg, som tør udfordre den internationale retsorden,” siger Martin Henriksen.

 

En rygende ruinhob

Her og nu kan konflikten mellem regeringen og Dansk Folkeparti få meget vidtrækkende konsekvenser for forhandlingerne på Christiansborg.

 

Dansk Folkeparti insisterer på, at man skal have betydelige indrømmelser, når det gælder hjemsendelser og familiesammenføring. Altså netop de områder, hvor regeringen bruger embedsmændenes juridiske argumenter til at blokere.

 

DF har gjort det klart, at man ikke vil medvirke til en skatteaftale, hvis regeringen ikke giver disse indrømmelser.

Læs også
TV2 gik over stregen i forhold til Dansk Folkeparti, men trækker nu tilsyneladende i land

 

Det vil i givet fald sende forhandlingerne ud i et rent kaos. For hvis Dansk Folkeparti blokerer for skattelettelser, kan det meget vel få Liberal Alliance til at stemme mod finansloven.

 

I så fald får regeringen hverken en udlændingeaftale, en skatteaftale eller en finanslov. Tilbage vil kun være en rygende ruinhob.

 

Du kan læse hele artiklen i Jyllands-Posten her:

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10121477/cypern-har-for-laengst-gjort-det-som-regeringen-afviser-som-umuligt/

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…