Sværvægter i tysk politik foreslår nu, at asylansøgere skal kunne afvises ved grænsen – det har store perspektiver for Danmark

Et forslag kaster en brand ind i den tyske debat om asylpolitik op til valget i september.

 

Det går ud på, at asylansøgere uden pas skal kunne afvises ved grænsen. De skal først kunne komme ind, når deres identitet er klart fastslået.

 

En sådan ændring ville berøre langt de fleste af de personer, der søger asyl i Tyskland. To tredjedele af dem har nemlig ikke noget pas, der gør det muligt at identificere dem!

 

Flere terrorister og storkriminelle ville aldrig være kommet ind i landet, hvis denne praksis var indført.

 

Det nuværende system giver store muligheder for svindel. Mange har formentlig bevidst smidt deres pas væk for at sløre deres baggrund.

 

Opgør med Merkel

Manden, der nu vil sætte en stopper for dette, er en politisk sværvægter i regeringspartiet CDU, Wolfgang Bosbach. Han har i en årrække været partiets indenrigspolitiske og asylpolitiske talsmand.

 

På grund af sygdom genopstiller Bosbach ikke til valget i september. Men han er stadig en mand, der fylder i det politiske landskab.

 

Senest havde han en central rolle som rådgiver, da CDU vandt en sensationel sejr ved maj måneds valg i Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen.

 

Bosbach har haft hårde opgør med Angela Merkel om asylpolitikken.

 

Man skal bare sige ”asyl”

Læs også
Langt over to hundrede menneskesmuglere er fængslet på grund af grænsekontrol – men Radikale kaldet det symbolpolitik

CDU-veteranens forslag forsøger at tackle et kæmpeproblem, som de fleste europæiske lande slås med. Det gælder også Danmark.

 

Når folk kommer og siger, at de ønsker asyl, bliver de lukket ind i landet, mens deres asylsag behandles.

 

Men selv om de bliver afvist, kommer de fleste af dem aldrig ud igen. De bliver simpelt hen hængende.

 

Den danske justitsminister Søren Pape Poulsen oplyste for nylig, at kun en tredjedel af de afviste asylansøgere er rejst hjem igen.

 

Forsøgene på at få dem sendt hjem har givet meget ringe resultater. Det gælder også i Tyskland.

 

Med hovedet under armen

Bosbachs forslag skal gøre noget ved disse fuldkommen forrykte tilstande.

Læs også
Omvendt grænsekontrol: De kriminelle fik et chok og politiet kunne gnide sig i hænderne over fangsten

 

Hvis folk ikke har gyldige papirer, skal de slet ikke lukkes ind, siger han. Og man bryder ingen konventioner ved at gøre det, for de kommer alle fra et sikkert land.

 

I Danmark er der nærmest skabt det indtryk, at enhver, der siger ”asyl”, har ret til at komme ind i landet – på grund af konventionerne. Men det er forkert.

 

De bliver lukket ind, fordi danske politikere har vedtaget det – med hovedet under armen.

 

Asylbehandling ved grænsen

En holdbar asylpolitik i Danmark kræver et opgør med den praksis, at folk bliver lukket ind i landet, bare de erklærer et ønske om at søge asyl.

 

Deres identitet bør vurderes ved grænsen, som Bosbach foreslår.

 

Læs også
Dansk Folkeparti stiller krav til ny regering om fast grænsekontrol – det er der meget gode argumenter for

Og man bør tage skridtet videre: Hele asylbehandlingen bør foregå ved grænsen. Med mulighed for at sende afviste ansøgere tilbage, hvis de kommer fra et sikkert land – og det gør de næsten alle.

 

Lande som Australien og Japan lukker ikke migranter ind, bare de siger ”asyl”. Det sparer dem for betydelige problemer, som Danmark og andre europæiske lande slås med.

 

Det er nu, vi skal ændre på vores regler og praksis. Inden den næste store bølge af migranter kommer.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article165288255/Bosbach-will-Migranten-ohne-Pass-an-der-Grenze-abweisen.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…