Danmark er et kristent land. Grundlovens § 4 giver kristendommen en særstilling.
Blandt andet derfor har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed.
Det er en af flere grunde til, at vi bør gribe ind over for islamiseringen på uddannelses-institutioner.
Derfor har Dansk Folkeparti foreslået, at man skal forbyde bederum i alle offentlige uddannelsesinstitutioner. Det vil sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner – fra folkeskolen til de videregående uddannelser – ikke understøtter islamisk social kontrol og dermed en videre islamisering af det danske samfund. For det hæmmer integrationen.
Uddannelsesinstitutionerne skal ikke give plads til bederum, da sådanne steder ikke er forenelige med danske traditioner og ikke er forenelige med formålet med en uddannelsesinstitution, som er undervisning og indlæring, ikke religiøs påvirkning eller ritual-udførelse. Det er kun inden for islam, at man har bederum. En kristen kan bede hvor som helst og når som helst – uden brug af kompas, bedetæppe og et afskærmet område.
I takt med at der er kommet en større grad af indvandring fra muslimske lande, er kravene fra indvandrere om at indrette Danmark og få forhold, som tilpasses muslimske forskrifter og sædvaner, steget.
Offentlige uddannelsesinstitutioner skal ikke understøtte islamisk social kontrol ved at indrette lokaler, som kan benyttes til bederum. Det bliver nemlig en mulighed for andre i gruppen af muslimer for at kontrollere, om en elev eller studerende benytter disse bederum, og om udøvelsen foregår efter særlige ritualer. Dermed bliver det sværere for dem, der ønsker at bryde ud af mønsteret at få friheden til at gøre det.
Dansk Folkeparti har den klare opfattelse, at når man åbner flere og flere bederum på uddannelsesinstitutionerne, er det samtidig udtryk for en tendens til at tage flere hensyn til islam på uddannelsesinstitutionerne. Det synes vi i Dansk Folkeparti er forkert.
Når man går på en uddannelsesinstitution, skal man kunne koncentrere sig om den undervisning, der er tilrettelagt. Uddannelsesinstitutionerne er fortrinsvis for børn og unge mennesker, og netop børn og unge er mere påvirkelige overfor, hvad deres venner siger og gør. Et bederum kan dermed være med til at fastholde et bestemt mønster via social kontrol.
I Danmark skal det ikke være et frit valg for offentlige uddannelsesinstitution at tilpasse faciliteterne, så man kan kontrollere, om islam bliver praktiseret, og om den bliver praktiseret efter en bestemt opfattelse. Man kan heller ikke selv vælge, om der skal være kors i Dannebrog, når man hejser flaget over skolen. For husk: Danmark er et kristent land!
Marie Krarup er MF for Dansk Folkeparti