Det er næppe nogen hemmelighed, at bl.a. Danmark oversvømmes af EU-borgere, der ingen ret har til at komme ind og nemt kunne stoppes ved grænsen, hvis der ellers var sådan en på fuld tid, og hvis den politiske vilje var til stede.
Den ene gruppe er hjemløse, som overvejende synes at være romaer. Den anden gruppe er rockerbander fra Tyskland og Holland.
Politikerne mener ikke, at de kan gøre noget ved invasionen. Den må befolkningen finde sig i.
Arbejdskraftens fri bevægelighed
Invasionen af forbrydere skyldes tilslutningen til Arbejdskraftens fri bevægelighed. Men hvad gemmer der sig bag dette begreb, udover at give ret til at søge job, ret til at studere og nedsætte sig som selvstændigt erhvervsdrivende?
Under ”Retten til at søge arbejde” anføres bl.a. at:
”Jobsøgende kan ikke udvises, hvis de kan bevise, at de fortsat søger arbejde og har en realistisk mulighed for at få det.” (min kursivering).
I praksis har det vist sig, at det ikke har så meget med arbejdskraft at gøre. Det er den ”fri bevægelighed”, der er nøgleordet.
Derfor kommer EU EU-borgere til hjælp, der falder uden for nævnte kategorier. De må nemlig ikke udvises kollektivt, selv om de er forbrydere. Det er ikke tilladt en medlemsstat at udvise nogen gruppe kollektivt. Og så er det lige meget, om de kommer i grupper, slår sig ned i grupper, gruppevis udfører de samme ulovlige gerninger, og at gruppen sammen forstyrrer den offentlige orden.
Så da 14 romaer i 2011 blev udvist, annullerede Højesteret udvisningen. Ulovlighederne var inden for en ”bagatelgrænse”. Mon de, det er gået ud over, også betragter romaernes adfærd som bagateller?
Vicepolitiinspektør Jens Jespersen udtalte dengang:
”Det bliver mere komplekst, når vi skal gå efter enkeltpersoner i enkeltsager frem for selve det at opholde sig i en teltlejr ude på Amager Fælled”.
På denne snedige måde og med det hyggelige plusord ”inklusion” er det lykkedes EU at få fordelt kriminelle bander samt minoritetsgrupper, som deres respektive hjemlande aldrig har kunnet integrere og inkludere, til alle EU-lande. Så kan tidligere nogenlunde velordnede lande med hårdtarbejdende skatteydere få deres del af en elendighed, de ikke har været med at skabe.
De udenlandske hjemløse
Da nu alle EU-borgere har opnået fri bevægelighed, er der kommet nærmest stormløb på de vestlige EU-staters grænser. Ikke mindst til de skandinaviske lande.
Busser proppet med tiggere ankommer flere gange om ugen til Hovedbanen ved DGI-byen. Tiggeri er ganske vist ulovligt i Danmark, men så længe en tigger kan bedyre, at han/hun skam er kommet for at arbejde, ser myndighederne gennem fingre med de nyankomnes ofte meget høje alder, at de ikke taler ét ord dansk (udover ”hej” og ”racist”, hvis de ikke får penge), og at i hvert fald nogle af dem er rigtigt forkrøblede og ikke bare lader som om.
Blandt de hjemløse ser vi nu også afrikanere, der især holder til i Folkets Park på Nørrebro. Hvem ved, måske er de også EU-borgere? Indtrykket er dog nok, at romaerne er i flertal. Det skyldes ikke mindst, at de ”fylder” meget. Deres uhumske lejre, som etableres midt på byens pladser, torve og parker, deres tricktyverier og tiggeri. Kreativiteten fejler ikke noget, og det sidste nye kriminelle påhit er pengeafpresning mod vores egne hjemløse, som bliver truet med vold, hvis de ikke betaler for sovepladser.
Justitsminister Søren Pape vil have de hjemløse romaer helt ud af byen, men det flytter jo bare sorteper videre til en anden kommune, som sikkert vil betakke sig.
Så i stedet for at foretage det indlysende rigtige, skruer justitsministeren bissen på. Nu skal de udenlandske hjemløse have en bøde, som de sikkert hverken kan eller vil betale. Og så kan de blive tilbudt et dejligt 14-dages ophold på hotel Gitterly med en næsten rigtig seng, badeværelse med toilet og tre måltider om dagen. Ydermere er cellerne på hele tre kvadratmetre i dette humanistiske land og ikke de sølle to som hjemme.
Udenlandske rockerbander i Danmark
Også udenlandske rockerbander benytter sig af den fri bevægelighed. Der er indtil nu indvandret seks navngivne rockerbander.
Fra Tyskland er kommet Black Jackets, Gremium, United Tribuns Forever og som det nyeste skud på stammen Guerilla Nation.
Fra Holland er kommet No Surrender og Satudarah. Sidstnævnte ser ud til at være blevet fordrevet fra Holland, hvorefter de slog sig ned i Tyskland. Her er de blevet forbudt, og så er Danmark naturligvis et oplagt valg, hvor stort set intet er forbudt, hvis man kan påberåbe sig ”unionsborgerskab”.
Alle konkurrerer de med de hjemlige Hell’s Angels og Bandidos om kriminalitetsmarkedet. Ikke at forveksle med arbejdsmarkedet.
Banderne er naturligvis bare “motorcykelklubber”. Nogle af dem hævder at være “ganske almindelige mennesker”. Alle kan bare lide at hygge sig sammen.
Nogle af de udenlandske bander slår sig sammen med herboende indvandrerbander. Eksempelvis har den hollandske bande Satudarah slået sig sammen med indvandrerbanden Værebros Hårde Kerne, mens den tyske bande Black Jackets har slået sig sammen med og efter sigende opslugt indvandrerbanden Brothas.
Skulle nogen tro, at banderne kun mænger sig med og færdes blandt forbrydere, og at deres forbrydelser ikke går ud over lovlydige borgere, medmindre man lige står i vejen for en kugle, må man tro om igen. En familie måtte sande, at med Black Jackets i byen og håndlangerne fra Brothas til at udføre det mest beskidte arbejde, bliver deres liv aldrig det samme igen. Familien blev udsat for vold, afpresning, frihedsberøvelse og vidnetrusler.
Forbryderne fik de sædvanlige kortvarige straffe og udvist. Altså kun næsten. Udvisningen blev nemlig gjort betinget. Selvfølgelig, hvad ellers?
Der er næsten ikke den forbrydelse, banderne ikke er involveret i: Våbenhandel, narkosalg, afpresning, hvidvaskning af penge, vold, likvidering, røverier, frihedsberøvelse, vidnetrusler. Og så er der sikkert nogle forbrydelser, vi endnu ikke har fået noget at vide om.
Da det ser ud til, at alle forbryderne arbejder på højtryk og dertil giver arbejde til mange danskere, herunder især advokater, dommere og politi, opfylder de vist EU-kravet om, at ”Jobsøgende kan ikke udvises, hvis de kan bevise, at de fortsat søger arbejde og har en realistisk mulighed for at få det.