Politiet måtte kaste sig ud i en vild og farlig jagt på en spøgelsesbilist – med en dramatisk afslutning

Colourbox


Natten til onsdag måtte Nordsjællands Politi ud i en langvarig jagt på en bilist, der kørte helt vanvittigt – flere gange foregik det mod kørselsretningen.

 

Jagten på spøgelsesbilisten udviklede sig ret dramatisk.

 

Lidt over klokken 2 fik Nordsjællands Politi besked fra Københavns Politi om, at bilisten var på vej ind i deres område. Så satte de efter ham, og forfølgelsen blev ved i cirka en halv time.

 

Betjentene gjorde alt for at få manden til at stoppe, men det nægtede han. På Helsingørmotorvejen og Kongevejen blev han til en spøgelsesbilist i fuld fart den gale vej. Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager til Ritzau.

 

I Blovstrød fik den forfulgte vendt sin bil. Men politiet fik lagt hindringer ud, så flugtbilens forhjul punkterede.

 

Heller ikke det kunne dog stoppe manden. Han fortsatte på gnistrende fælge og kørte mod Virum i den modsatte vejbane.

 

Bevidst påkørsel

På det tidspunkt havde den vilde bilist en del politipatruljer efter sig. Med dem i halen ræsede han afsted med mellem 110 og 150 km i timen.

 

Han fortsatte mod nord, og så besluttede politiet sig for, at det måtte have en ende. Han var simpelt hen for stor en fare for andre mennesker.

 

Det endte på dramatisk vis med, at politiet lavede en bevidst påkørsel af bilen ved Kvistgård. Ingen betjente kom til skade, og spøgelsesbilisten slap med mindre skader. Han blev kørt til skadestuen i Hillerød.

 

Da politiet fik fat i den 32-årige mand, kunne de konstatere, at han var stærkt beruset. Samtidig fandt de ud af, at der faktisk også sad en kvinde i bilen. Hun blev også taget med af politiet.

Læs også
Dramatisk jagt i nat på spøgelsesbilist – politiet tog skrappe midler i brug for at få ham stoppet

 

Politiet vil have i hvert fald manden varetægtsfængslet. Jan Hedager siger:

 

”Det er en meget lang strækning, han har kørt i den forkerte vognbane. Vi har god videodokumentation og bevismateriale. Men det er først og fremmest meget heldigt, at ingen kom til skade.”

 

Spøgelsesbilister og spøgelsesbilister

Spøgelsesbilister er under alle omstændigheder farlige. Men en del af dem kommer helt uforvarende til at køre den forkerte vej.

 

Det gjaldt dog absolut ikke ham her. Han kørte kynisk og hensynsløst den gale vej for at slippe fra politiet.

 

Godt, at det lykkedes at få ham standset, uden at han fik gjort skade på nogen. Aktionen var jo ikke helt ufarlig for betjentene selv.

 

Læs også
Politiet fik en anmeldelse om en spøgelsesbilist – da de kom frem, fandt de en mand, der gik rundt på motorvejen i mørket og ledte

Nu må manden så få en straf, der passer til grovheden i den kørsel, han præsterede.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…