Østrigs præsident hedder Alexander Van der Bellen. Han kommer fra partiet De Grønne og har særdeles politisk korrekte synspunkter.
Snart har han siddet i 100 dage. Derfor lavede den offentlige TV-station ORF en status over hans første embedstid.
I den forbindelse gengav man et indlæg, som præsidenten kom med på et debatmøde for unge under uddannelse.
Han tordnede mod ”islamofobi”. Så føjede han til, at hvis denne ”islamofobi” fortsatte, ”vil den dag komme, hvor vi må bede alle kvinder om at bære tørklæde”.
Denne opbakning til islams kvindesyn skulle ifølge præsidenten være en måde at vise solidaritet med de muslimske kvinder på.
Han kom i den forbindelse ikke ind på, hvorfor kvinder ifølge islam skal være tildækkede, mens mænd ikke skal være det.
Man måtte forstå på ham, at man per definition er ”islamofob”, hvis man har en kritisk holdning til dette kvindesyn.
Måtte trække i land
Præsidentens forslag om en dag, hvor alle kvinder bar tørklæde på islamisk vis, fremkaldte mange vrede reaktioner på nettet.
Også en række politikere gik i rette med ham.
Stormvejret blev så kraftigt, at præsidentens folk måtte trække i land.
I en erklæring sagde man nu, at præsidentens ord var ”hevet ud af deres sammenhæng” – uden dog at forklare, hvad det ville sige.
Man forsikrede samtidig, at der kun var tale om ironisk tilspidsede bemærkninger fra præsidentens side. Han mente det ikke rigtig, må man forstå.
Men hvad mener han så?
Én ting synes sikker
Det er temmelig uklart. Blandt andet, fordi Van der Bellen ikke fortæller, hvem og hvad han polemiserer imod.
Der er ikke noget forbud mod at bære islamisk tørklæde i Østrig. Derimod er der et forbud mod burka, der helt skjuler ansigtet.
Samtidig erklærer præsidenten sig enig i, at personer med bestemte funktioner – for eksempel dommere – ikke bør bære tørklæde, fordi de skal fremstå neutralt.
Så efter vreden og forargelsen mod præsidenten følger nu forvirring.
Én ting synes dog sikker:
Der kommer ikke flere ejendommelige forslag fra Østrigs politisk korrekte præsident om at bede alle kvinder om at bære tørklæde på islamisk vis.
Han har vist fattet, at det var lidt for langt ude.