Der lød et brag på vejen uden for det hus, hvor Odenses kulturrådmand Jane Jegind (V) og hendes mand Lars Møllerhøj bor. Det er i Odense-forstaden Seden Strandby.
Sådan begyndte et drama, som fandt sted tirsdag aften ved 23-tiden. Det handlede om Lars Møllehøj, der ville hjælpe efter et færdselsuheld, men som til tak blev overfaldet.
Sådan var forløbet
En bil var kørt galt. Den var skredet i et sving, brasede ind i en anden bil i en indkørsel og rullede så videre ud på en mark, hvor den landede på taget.
43-årige Møllerhøj besluttede sig for at løbe over for at se, om han kunne hjælpe.
Da han kommer over til bilen, er tre kvinder med anden etnisk herkomst ved at stikke af. Han når at sige noget til to af dem.
Så kommer en eller to mørkeblå eller sorte biler med fire mænd, som er 18-22 år og alle af anden etnisk herkomst (den ene er ifølge politiet afrikansk).
Lars Møllerhøj siger til dem, at han hellere må ringe til politiet. De svarer, at det har de allerede gjort.
Men inden han ved af det, overfalder de ham med slag og spark, så han falder bevidstløs om med brækket næse og hjernerystelse.
Det brutale overfald var så ’takken’ for, at han ville hjælpe. Efter al sandsynlighed blev han slået ned, fordi han talte om at ringe til politiet.
Det kan blandt andet hænge sammen med, at den forulykkede bil var stjålet.
Bandeproblemer
Da Møllerhøj kom til bevidsthed, vaklede han med naboers hjælp tilbage til sit hjem. Derefter blev han kørt til Odense Universitetshospital.
En rystet Jane Jegind siger til TV2 Fyn:
”Vi har brugt natten ude på sygehuset. Efter omstændighederne har han det okay. Han er blevet syet, har fået en brækket næse og en hjernerystelse. Det kunne være gået meget værre.”
Jegind spekulerer på, om episoden kan være banderelateret. Der er bandeproblemer i Odense og også i lokalområdet.
”Det er ingen hemmelighed, at der også har været Black Army-relaterede aktiviteter i Seden Strandby, og det var to store, sorte biler, der kom kørende med nogle unge fyre af anden etnisk herkomst.”
Hos Fyns Politi mener vicepolitiinspektør Henrik Justesen ikke, at selve volden mod Møllerhøj er banderelateret. Men han slår fast, at det jo ikke forhindrer, at voldsmændene kan have relationer til bandemiljøet.
Helt andre spilleregler
Sådan bliver det danske samfund i disse år til stadighed beriget med nye ’spændende’ oplevelser.
Man sidder fredeligt i sin stue i en almindelig forstad. Da der sker en ulykke, viser man sin hjælpsomhed over for dem, der kommer galt af sted.
Men venlighed bliver mødt med vold fra mennesker, der fungerer efter nogle helt andre spilleregler i deres egen kriminelle skyggeverden.
Hjælpsomhed sendte Lars Møllerhøj på hospitalet med brækket næse og hjernerystelse.
Forståeligt, at Jane Jegind er rystet efter den uhyggelige oplevelse. Men desværre sker den slags jo nu med jævne mellemrum i vores land.
https://www.tv2fyn.dk/artikel/jane-jeginds-mand-slaaet-ned-i-odense
https://www.tv2fyn.dk/artikel/rystet-jane-jegind-efter-overfald-det-kunne-have-gaaet-meget-vaerre
https://www.tv2fyn.dk/artikel/politiet-overfald-paa-jeginds-mand-er-ikke-banderelateret