Donald Trump har i vanlig vis været på de sociale medier, hvor han løfter lidt af sløret for onsdagens planer.
USA’s præsident, Donald Trump, vil underskrive en række præsidentielle dekreter, der skal sætte en bremser for indvandringen til USA.
Derudover vil han tage de første skridt mod at gøre alvor af sit valgløfte om at etablere en mur langs grænsen til Mexico.
Det vil ske i forbindelse med et besøg hos Homeland Security onsdag, oplyser to repræsentanter fra hans administration og flere andre kilder med kendskab til sagen ifølge The Washington Post og CNN.
På det sociale medie Twitter antyder præsidenten, at han har noget i støbeskeen til onsdag.
– En stor dag er planlagt for den nationale sikkerhed i morgen. Blandt andre ting, vi vil bygge den mur, skriver Donald Trump tirsdag.
Det er stadig uvist, hvordan og hvornår muren vil blive en realitet.
Minister for indenlandsk sikkerhed, John Kelly, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at muren “nok ikke bliver bygget i den nærmeste fremtid.”
Med sine dekreter vil præsidenten angiveligt også begrænse flygtninges adgang til USA.
Samtidig vil han angivelig stramme reglerne for opholdstilladelser for folk fra en række lande i Mellemøsten og Afrika. Heriblandt Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen, siger kilder ifølge The Guardian.
Stramningerne ventes at gælde flygtninge fra alle lande i flere måneder, indtil Homeland Security får etableret en grundigere godkendelsesproces.
Donald Trump forventes også at skrotte det såkaldte Deferred Action for Childhood-program.
Programmet blev indført at Barack Obama i 2012 og tillader flere end 750.000 illegale indvandrere, der er kommet til USA som børn, at bo og arbejde i landet uden frygt for at blive udvist af landet.
/ritzau/