Fredag aften skulle et kærestepar hygge sig i Skive. Ved 22-tiden kørte de hen til McDonald’s. Den 22-årige kvinde gik ind for at købe mad, mens hendes ligeledes 22-årige kæreste gik over på en tank for at købe Redbull.
Men så blev den hyggelige aften fuldstændig smadret. Det skyldtes en gruppe unge arabiske indvandrere.
Voldsomt angreb
Da parret vendte tilbage til deres bil, dukkede gruppen op og opførte sig meget aggressivt over for dem. De unge arabere råbte, sparkede til bilen og prøvede at hive dens døre af.
Lars Mikkelsen, politikommissær hos lokalpolitiet i Skive, fortæller til TV2 MIDTVEST:
”En af dem hoppede op på fronthjelmen og smadrede forruden. Da parret kørte væk, forsøgte andre arabiske unge at spærre vejen. Flere biler blev tilkaldt, så i alt tre biler forfølger dem ud mod kasernen, og her bliver syv mand tilbageholdt.”
Kæresteparret kørte ud til kasernen, fordi manden er soldat her. De anede ikke, hvor de ellers kunne vide sig sikre.
På vejen derud ringede kvinden til politiet, som så fik fat i de syv arabere på kasernen. De er mellem 20 og 35 år.
En 26-årig mand blev anholdt og sigtet for at smadre bilens forrude.
Parret var rystet over episoden, men kom ikke noget til.
”Vi døjer nærmest med dem til daglig”
Der er langt fra tale om nogen isoleret episode. De unge arabere skaber frygt i Skive, oplyser politikommissær Lars Mikkelsen, der kalder dem ”en rigtig træls gruppe”. Han uddyber over for TV2 MIDTVEST:
”De er særdeles godt kendt i bymiljøet i Skive, og vi døjer nærmest med dem til daglig med alt fra narko, chikane og bilkørsel.”
Dette er et udslag af en naiv og forfejlet udlændingepolitik. Tvivlsomme typer fra blandt andet Mellemøsten bliver modtaget her i landet, og takken er, at de giver sig til at terrorisere et lokalsamfund.
Fredelige borgere kommer til at bære konsekvensen af politiske svigt.
Peter Skaarup: Det er for groft og skal stoppes
På Christiansborg reagerer formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), skarpt på begivenhederne i Skive.
”Det her er simpelthen for groft og skal stoppes, og jeg vil nu tage kontakt til justitsministeren om sagen. Så må ministeren tage kontakt til lokalpolitiet i Skive og få undersøgt, hvilket opholdsgrundlag de pågældende arabere har, siger Skaarup til Den Korte Avis og fortsætter:
“Er de asylansøgere, så er det ud af vagten efter min mening, og har de et andet opholdsgrundlag, må vi tage den derfra.”
Peter Skaarup oplyser i den forbindelse, at han nu vil have undersøgt, om der eksisterer lignende forhold i andre byer.
”Vi skal have en drøftelse med justitsministeren om at få det kortlagt via henvendelser til politikredsene, og så må vi finde ud af, hvilke midler vi effektivt kan tage i brug mod den form for hverdagsterror,” siger formanden for Folketingets Retsudvalg.
http://www.tvmidtvest.dk/artikel/en-gruppe-af-indvandrere-skaber-frygt-i-skive