Norsk minister besøgte svensk indvandrerghetto og sagde noget, som er tabu i Sverige – nu har hun fået den svenske statsminister på nakken

Sylvi Listhaug (Foto: Nyheter Idag)

Norges indvandringsminister Silvi Listhaug (Fremskrittspartiet) har været på besøg i et af Sveriges værste ghettoområder, Rinkeby.

 

Efter besøget advarede den norske minister mod ”svenske tilstande”. Ifølge hende betyder det ukontrolleret indvandring og fejlslagen integration.

 

Det blev taget meget unådigt op af en svenske regering. Ganske vist er situationen helt gal i Rinkeby, men i Sverige plejer man at ’løse’ den slags problemer ved at fortie dem. Den barske sandhed er tabu.

 

Silvi Listhaug skulle efter planen have mødtes med den svenske migrationsminister Hélene Fritzon tirsdag. Men det møde blev aflyst.

 

Fritzon har formentlig fået besked fra sin chef, den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvén, om at aflyse mødet.

 

Statsministeren selv gik til angreb

Sagen er så ømtålelig for den svenske regering, at Löfvén onsdag selv kastede sig ud i et angreb på den norske indvandringsminister.

 

Ifølge Ritzau sagde han til den offentlige norske TV-station NRK:

 

”Det er vigtigt, at der bliver gengivet et korrekt billede. Vi går ikke ind i situationen i hinandens lande. Vi har vores problemer, og dem tager vi os af.”

 

Löfvén og andre svenske politikere siger, at Listhaugs udtalelser om ”svenske tilstande” er et led i den norske valgkamp. Nordmændene skal til valg den 11. september.

 

Det er utvivlsomt rigtigt, at Silvi Listhaug meget bevidst har besøgt et berygtet svensk ghettoområde for at bruge advarslen mod svenske tilstande i sin norske valgkamp.

 

Men det ændrer jo ikke ved, at den norske minister har fuldkommen ret i, at udviklingen er røget helt af sporet i Sverige.

 

Kaotiske forhold

Sverige plages af enorme parallelsamfund, overvejende muslimske. Ghetto-områderne rammes af vold i stor stil og påsatte brande. Flere steder er det svært eller umuligt for politiet at gøre sit arbejde.

 

Der er meget alvorlige problemer med disciplin og indlæring på svenske uddannelsessteder.

 

Bander skyder på hinanden i gaderne, ikke mindst i Malmø og Göteborg. Dele af Stockholms forstæder er decideret fjendtligt territorium for mange svenskere.

 

Oven i disse kaotiske forhold blev Sverige i april ramt af det frygtelige terrorangreb med en lastbil i Stockholm.

 

Disse ’svenske tilstande’ er et resultat af en fuldkommen hovedløs og uansvarlig udlændingepolitik, der på rekordtid har ændret befolkning, kultur og værdier i Sverige.

 

Kniven rundt i såret

Alt dette bruger Silvi Listhaug til at udmale for de norske vælgere, hvor galt det kan gå, når et land styres af politisk korrekthed.

 

Hun udnytter Løfvéns udfald mod hende til at dreje kniven rundt i det svenske sår endnu engang:

 

Til den norske avis VG siger hun, at hun er drevet af et ønske om at lære, ”hvad der er gået galt i Sverige for at forhindre, at det sker i Norge.”

 

Den bemærkning vil næppe gøre statsminister Stefan Löfvén mere venligt stemt.

 

Men Sverige ligger, som det har redt.

 

Foto fra Nyheter Idag

Del på Facebook