Ole Knudsen er på vej til kroen i Korning. Det lyder måske som om det er en dag, hvor der skal ske lidt usædvanligt og festligt. Men det er slet ikke tilfældet. Nærmest tværtimod.
Festligt er det måske nok. Ole skal mødes med sine tre gode venner. De skal spise sammen på kroen.
Men det er alt andet en usædvanligt.
Ole har spist på den lokale kro seks dage om ugen i 23 år. Det kunne man se et indslag om i TV2 klokken 19 mandag.
– Hvis jeg havde siddet derhjemme, så havde jeg nok kun fået et stykke rugbrød, fortæller Ole Knudsen, der er pensionist.
– Det er jo så trist at sidde alene derhjemme og spise, tilføjer Finn Ryom, der også er pensionist.
De fire enlige mænd har spist sammen seks dage om ugen i 23 år.
Det lyder måske dyrt. Men det er det bestemt ikke.
De får to retter mad til 30 kroner.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er tilbuddet til de ældre fra krofatter i Korning Kro. Hver dag serverer han to retter mad til de ældre, der kommer på kroen. Han gør det, så de ikke skal sidde alene derhjemme og spise, siger han til TV2.
– De skal komme og være glade og gå glade hjem igen. Jeg behøver ikke at blive rig, siger krofatter, Visti Bamberg Ernstsen.
Det handler om mere end mad
For de fire mænd handler det netop om meget mere end mad. Det handler om fællesskab og hyggesnak. I dag er 210.000 danskere ifølge Ældresagen ensomme. En stor del af dem er ældre. Flere ældre bliver skilt, og erfaringen viser, at det er mændene, der har sværest ved at klare hverdagen som enlig. Desuden stiger antallet af ældre og risikoen for flere ensomme vokser dermed også. (TV2)