Den kendte historiker og professor, nu emeritus, ved CBS Uffe Østergård var tidligere en varm tilhænger af multikulturalisme i Danmark og i Europa, som han har skrevet bøger, bidrag til bøger og utallige artikler om siden 1990’erne, men det er han ikke længere ifølge klummen i Kristeligt Dagblad 5. september 2017. I en ny artikel i Kristeligt Dagblad 26. september præciserer han, hvad han egentlig mente i klummen 5. september.
Nu er han en stærk fortaler for den homogene danske nationalstat og derfor for assimilation. I den forbindelse råder han indvandrerne til at blive sekulariserede lutheranere ligesom jøderne. Da Østergårds råd primært sigter mod muslimske indvandrere, da det er dem, der er problemet, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, ja hele Verden, er det det råd, jeg vil behandle i følgende.
DEN LUTHERSKE REFORMATION
Allehelgensaften 31. oktober 1517 opslog Martin Luther, Augustinereremitmunk og professor i Bibeltolkning ved det lokale universitet 95 teser på latin på døren til slotskirken i Wittenberg. Dem ville han gerne diskutere med sine kolleger. De handlede om noget der pinte ham, sjælens frelse ifølge den katolske kirke. Hermed kom Luther uforvarende til at starte en religiøs, politisk og kulturel omvæltning ikke bare i Tyskland, men i verden udenfor, en reformation, der splittede kristenheden i en katolsk del og flere reformerede dele. 30. oktober 1536 gennemførte Christian III (1534 – 1559) den lutherske reformation i Danmark med tilslutning fra rigets stænder Martin Schwarz Lausten: Danmarks kirkehistorie. Gyldendal, 1987, ss. 126 – 128).
DANMARK SOM VERDSLIG STAT OG NATION
Østergård har i anledning af 500 året her 31. oktober skrevet en fin lille, informativ bog om reformationens virkninger i Danmark: Hvorfor er danskerne danske – om reformationen og nationaliteten. (Forlaget Eksistensen, 2017). Uffe Østergård mestrer om nogen de lange udviklingslinjer og de detaljer, der underbygger de lange linjer.
Danskerne blev danske på den måde, vi blev det, fordi alle centrale aktører ifølge Østergård tænkte og handlede inden for en sekulariseret lutheranisme, der mere eller mindre ubevidst formede danskerne kulturelt og socialt så vi blev en nation, der i samme ombæring gav sig selv både demokrati, retsstat og velfærdsstat. En helt afgørende person i den forbindelse er Grundtvig (1783 – 1872), der bedst kan ses som en slags dansk Luther. Teolog og historiker, skolemand og politiker, præst og salmedigter (Helge Grell: Skaberånd og folkeånd. Anis, 1988).
ISLAM I DANMARK
Det er til det land indvandrerne, ikke mindst muslimerne er kommet og blevet inviteret indenfor i. Derfor bliver det ifølge Østergård nu et krav til netop specielt muslimerne om at „gøre-sig-lig-med“ med danskerne, med et fremmedord „at assimilere sig“, altså tilegne sig denne sekulære lutheranisme kulturelt, socialt og naturligvis også nationalt med demokrati og sekulær lovgivning. Men uden nødvendigvis at give afkald på islam ifølge Østergård. Det lyder umiddelbart indlysende, da troen er en privat sag. Jøderne har vist vejen, fremhæver Østergård, så hvor svært kan det være, kunne man føje til!?
LUTHER OG SHARIA
Faktisk umuligt vil jeg hævde med udgangspunkt i islams shariasystem. Den enkelte muslim kan dog på trods heraf vælge at leve som en sekulariseret lutheraner – eller om man vil som en kulturkristen, men i det lange løb hvor flere og flere muslimer måske vælger denne vej, vil der efter min mening ikke kunne etableres et stabilt forhold mellem den enkelte troende og vedkommendes faktiske handlinger på den ene side og det teoretiske læresystem og de handlingsanvisninger, der udspringer deraf, på den anden side. Forholdet minder lidt om forholdet mellem færdselsloven og den enkelte trafikant. Også her er det nødvendigt at der ikke er alt for mange trafikanter, der følger sine egne regler. Derfor vil jeg tage udgangspunkt i shariasystemet, nærmerede bestemt i én af dets helt centrale præmisser, men jeg vil alligevel starte med at se på den jødisk – kristne tradition.
HVAD ER ET MENNESKE: JØDEDOM OG KRISTENDOM
Ifølge skabelsesberetningen i Biblen (1 Mos) er Adam og Eva de første mennesker, mens Abraham er den første jøde. Jødedommen begynder derfor med Abraham og Guds pagt med Abraham om Israel (1 Mos, v 17). Denne pagt supplerede Gud senere ved at give lovens 2 tavler med de 10 bud til Moses på bjerget Sinai (2 Mos 31). Hermed har Gud indstiftet det, der set fra kristendommen er „den gamle lov“, som – igen set fra kristendommen – afløses af „den nye lov“, der indstiftes af Jesus Kristus, Guds søn, i sin prædiken ligeledes på bjerget Sinai (Matt 5 – 7) og den angår alle kristne.
Det centrale fra et sekulariseringssynspunkt er at der i både jødedom og kristendom er en grundlæggende adskillelse mellem det at være menneske og det at være jøde eller kristen. At være menneske er en eksistens i sin egen ret og som eksistens er den mere grundlæggende end at være jøde eller kristen eller noget helt tredje. Jøde, kristen eller fx asatroende er derimod udviklinger af menneskeeksistensen. Grundtvig har med hensyn til kristendommen formuleret dette på en næsten slagordsagtig måde i titlen til digtet „Menneske først, kristen så“ (1837) (K. E. Bugge:“Menneske først – Grundtvig og hedningemissionen“ i Grundtvig-Studier. Årg. 52, Nr. 1, 2001, ss. 115 – 165). Hos Kierkegaard hedder det tilsvarende.”Saa lidet som Christendommen kom ind i Verden i Menneskehedens Barndom, men i Tidens Fylde … Ingen begynder med at være Christen, Enhver bliver det i Tidens Fylde – hvis han bliver det.” (S. Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig efterskrift. (1846). Saml. Værk. Bd 10. Gyldendal, 1962, s. 255).
HVAD ER ET MENNESKE: ISLAM
Skabelsesberetningen i Koranen afviger på mange måder fra Biblens og på netop dette punkt afviger den fundamentalt: Adam er det første menneske og den første muslim. Der eksisterer derfor ingen menneskehed uden for islam. Abraham er heller ikke jøde og slet ikke grundlægger af Israel, men muslim (Patricia Crone: Medieval Islamic Thought. Edinburgh University Press, 2005, ss. 4 – 6). Islam er en del af naturens orden og kaldes derfor også af muslimer for den naturlige religion.
Det særlig interessante ved den islamiske Adam er, at Gud skabte ham til at dæmpe Iblis, et navn for djævlen. Alle ikke-muslimer er således forhenværende muslimer, der af forskellige grunde er forledt af Iblis (djævelen) til at frafalde islam, det være sig ved opdragelse, bedrag eller forræderi, er blevet noget andet end det, de af Gud er bestemt til. I stedet for et felt af fælles førreligiøs menneskehed som i det jødisk – kristne univers, har vi i islam et felt af jinner (ånder) styret af Iblis. I det jødisk – kristne univers relaterer både sekularisme, menneskehed, menneskerettigheder, nation, nationalstat o. a. til denne førreligiøse fælles menneskehed. I det islamiske univers derimod relateres sekularisme og fælles menneskehed til et djævleagtigt univers (jahiliya)! Det er derfor inden for dette univers vis logik i at frafald fra islam straffes med døden. Det er for at beskytte sig imod at den frafaldne kan friste andre muslimer og derved sætte deres frelse og evige liv på spil og i sidste ende hele islams eksistens.
Jeg har vist at der inden for det islamiske shariasystem ingen plads er for sekularisme, nation og nationalstat, demokrati og sekulær retsstat. Der eksisterer ikke i islam grundlaget herfor i en fælles menneskehed og en fælles menneskelighed uden for islam i snæver forstand modsat i jødedommen som Uffe Østergård sammenligner med. Derfor kan en jøde leve et sekulært lutheransk, kulturkristent liv, mens muslimen næppe kan. Uffe Østergårds råd er sikkert velment, men det vil næppe tages imod af ret mange muslimer.
Henning Duus: Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 28 år, frem til min pensionering i 2015.
8. november 2017
https://www.nzz.ch/meinung/religion-und-aufklaerung-islam-und-saekularer-staat-ld.1306174
