KOMMENTAR: Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen har givet anledning til stærke reaktioner.
Præsident Obama underskrev på FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris den 12. december 2015 en aftale, The United Nations Framework on Climate Change – den såkaldte Paris Agreement. Aftalen er imidlertid aldrig blevet forelagt det amerikanske Senat til ratifikation.
FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon foranledigede, at alle verdens stats- og regeringsledere fik mulighed for at underskrive aftale ved en stort anlagt begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016.
Præsident Obama skrev igen under, men aftalen træder dog først i kraft, når mindst 55 lande, der repræsenterer mere end 55 pct. af de samlede globale emissioner af drivhusgasser har ratificeret aftalen.
Trumps begrundelse for at trække sig fra Paris-aftalen
Præsident Trump anførte den 1. juni følgende begrundelse for at trække USA fra aftalen:
“The Paris Climate Accord is simply the latest example of Washington entering into an agreement that disadvantages the United States to the exclusive benefit of other countries, leaving American workers and taxpayers to absorb the cost in terms of lost jobs, lower wages, shuttered factories, and vastly diminished economic production”.
Lever Danmark op til Paris-aftalen?
Danmark og EU vedtog i oktober 2014 det såkaldte 2030 Climate and Energy Policy Framework, herunder målsætningerne om at reducere CO2-emissionerne i 2030 med mindst 40 pct. i forhold til 1990, andelen af vedvarende energi samt energieffektivitet.
Efter EU-Kommissionens opfattelse er 40 pct.-målet i 2030 i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen, og justering af denne målsætning vil først ske i forbindelse med den i Paris-aftalen aftalte status i 2023 og i givet fald kun gælde for tiden efter 2030.
Kredse i Danmark har prøvet at presse regeringen til i EU at arbejde for mere ambitiøse målsætninger. Uanset krav fra danske NGO-kredse og venstrefløjen er der ingen som helst udsigt til, at de andre 27 EU-lande kan overbevises om, at 2030-målsætningen skal revideres i utide. For en række lande som f.eks. Polen er ambitionen om reduktion af CO2-emissionerne med 40 pct. allerede er rigeligt ambitiøst, og i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen.
Alle væsentlige aspekter med i Paris-aftalen
I anledning af meddelelsen fra Donald Trump kan der være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som – selvom den ikke var juridisk bindende – er blevet kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:
For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet:
- Mitigation – begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen
- Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter
- Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer
- ”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser
- Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid
Samtidig er der stor uenighed om effekten af aftalen – er den formentlig marginale effekt på temperaturstigningerne virkelig tilstrækkelig begrundelse for de meget store økonomiske og administrative omkostninger ved aftalens implementering?
Træder først i kraft i 2020
Det skal noteres, at den ikke-juridisk bindende aftale først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.
Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.
2 eller 1,5 grader?
Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.
Skibe og fly undtaget
Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!
Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Parisaftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstoføkonomiske i verden.
Hvordan opfyldes ambitionerne?
Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Paris-aftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.
Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?
I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!
Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.
Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.
Finansieringen
Hvad med finansiering? Deltagerne skal sammen årligt skaffe 100 mia. Euro eller omregnet ca. 680 milliarder kroner til at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”the Green Climate Fund”.
Møder hvert 5. år
For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.
Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, allerede har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.
Hvem slipper?
Et springende punkt er de lande der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, Kina, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier. Lande hvor millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.
CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2.
Klimaaktivisterne ønsker forbud mod kul og fossile brændsler. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Kulafhængige lande og olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af kulstof.
Manglende sanktioner
Mens de såkaldte udviklingslande slipper, skal de udviklede industrilande indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.
I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.
Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området, men det betragtes som et fremskridt, at aftalen har givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”.
Er Kina nu det nye klima-fyrtårn?
Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen har givet Kina mulighed for positiv eksponering på den internationale scene.
Kina (Indien, Indonesien og en lang række andre udviklingslande) er ikke i Paris-aftalen som USA og de andre OECD-lande pålagt et bestemt mål for deres udledninger af drivhusgasser. Et løst overordnet mål lyder på, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. Kina har nævnt, at de forventer at nå toppen af udledninger ”omkring 2030”. Hvornår Indien vil kunne nå målsætningen er endnu mere usikkert.
Kina er i dag den suverænt største udleder af CO2, og det skyldes ikke mindst det store forbrug af kul. Ifølge Det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook 2016 udgør kul med et årligt forbrug på knap 8 mia. tons stadig omkring 30 pct. af verdens samlede energiforbrug – faktisk er kulforbruget steget markant siden 2000, og vil pga. prisen formentlig vedblive med at være en væsentlig energiressource.
Kina forbruger årligt omkring 4 mia. tons kul svarende til halvdelen af verdens samlede kulforbrug – 4 gange så meget som USA!
Danmark
Inden vi i Danmark bliver for hellige bør vi kaste et blik på vores eget energiforbrug, hvor der også stadig er en væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen.
De to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker er stadig kul og naturgas. Fra 1990 til 2014 faldt kulandelen af brændselsforbruget i den danske el- og kraftvarmeproduktion fra 92 til 49 pct. Dette skyldes overvejende, at naturgassens andel er steget specielt med udbygningen af naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, samt at flere af de store centrale kraftværksblokke er omstillet til at benytte biomasse og naturgas som brændsel. De senere år har derudover været præget af et generelt fald i den termiske elproduktion og i forbruget af fossile brændsler i takt med den stigende produktion af vedvarende energi fra især vindmøller og solceller.
Det er imidlertid fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2015 på 756 PJ for 70 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 30 pct. af vedvarende energi og affald.
