Der findes et virkeligt effektivt våben mod overvægt – men det kniber med lysten til at bruge det

Colourbox

En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kaloriemærkning er et effektivt våben mod overvægt og dermed også kræft, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Men den danske fastfoodbranche tøver med at oplyse forbrugerne om kalorieindholdet i maden på menutavlerne.

 

Forbrugerne bestiller mad med færre kalorier, når de kan se kalorieindholdet på menutavlen på cafeen, i burgerbaren eller i pizzariaet. Det viser alle 14 studier, der indgår i Kræftens Bekæmpelses nye rapport om effekten af kaloriemærkning.

 

Nedgangen er på mellem 31 og 441 kcal, når kalorieindholdet i café latten, sandwichen eller pølsehornet er synligt. Det lyder måske ikke af meget, men blot 10 kcal for meget om dagen kan på et år blive til et halvt kilo på vægten.

 

Kaloriemærkning er veldokumenteret som et redskab til at forebygge overvægt, og verdenssundhedsorganisationen WHO fremhæver i rapporten Energy Balance and Obesity kaloriemærkning som et kost-effektivt tiltag mod overvægt og dermed alvorlige følgesygdomme som kræft, type 2-diabetes og hjertekarsygdomme.

 

– Næsten halvdelen af danskerne er overvægtige. Heraf er 14 pct. svært overvægtige. Hvis udviklingen forsætter i uændret takt, vil andelen af overvægtige og svært overvægtige være helt oppe på 70 pct. i 2045. Derfor er det vigtigt, at vi skruer på alle de håndtag, vi har, for at knække kurven. Og kaloriemærkning er et effektivt, billigt og veldokumenteret tiltag, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Restaurantbesøg og take away giver flere kalorier

Danskerne spiser i stigende grad ude. For mange er fastfood, cafemad og take away-løsninger blevet hverdagskost, og stigningen forventes at fortsætte. Men kun ganske få danske restauranter har indført kaloriemærkning på deres menutavler, selvom flere danske undersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil have det.

 

– Vi ved, det kan lade sig gøre, og at det virker. Det er ærgerligt, at den danske fastfood- og cafébranche tøver. Kaloriemærkning på menutavler er indført ved lov i USA og i nogle australske og canadiske delstater. I England og Irland har man valgt frivillighedens vej, og alle de store kæder er med. Nu bør Danmark følge efter, siger Mette Lolk Hanak.

 

Kræftens Bekæmpelse

Del på Facebook