Tyrkiets præsident Erdogan optræder helt uacceptabelt over for de europæiske lande. Det får de venstreorienterede journalister i danske medier til at kaste sig kritisk over … de europæiske lande.
Journalistisk Venstreparti elsker selvhad. Der findes ikke noget bedre end at fortælle danskerne, at det er os i Danmark og Europa, der er skyld i alle problemerne.
Så mens Erdogan overskrider alle grænser for normal politisk og diplomatisk adfærd, bugner dansk TV med indslag om, hvad vi i Europa gør galt. Og masser af interviews med utilfredse tyrkere, der beundrer Erdogan og kritiserer Europa.
Her er det ikke den råbende, diktatoriske Erdogan, der er skurken. Det er snarere den retlinede og neddæmpede hollandske regeringschef Mark Rutte.
Holland har al grund til at sige nej
TV2 News havde søndag aften samfundsforsker Mehmet Ümit Necef i studiet.
Necef tordnede mod det hollandske indrejseforbud til tyrkiske ministre og mente, at det var en krænkelse af ytringsfriheden.
Det lød, som om han troede, at denne sag drejede sig om nogle tilfældige rejsende, der bare gerne ville til Holland for at tale med folk.
Men dette handler om stater. Stater må følge nogle bestemte spilleregler, hvor de ikke krænker andre staters suverænitet.
Det er Hollands suveræne ret at sige nej til, at tyrkiske toppolitikere bringer Tyrkiets politiske slagsmål ind i Holland.
Her er der oven i købet tale om et tyrkisk styre, som træder demokratiet under fode.
Og der er sågar tale om, at tyrkerne vil blande sig i hollandske forhold i en særlig følsom situation, hvor Holland skal til valg om nogle dage.
Den hollandske regering havde al rimelig grund til at takke nej.
Integration er en vittighed
Journalistisk Venstreparti får samtidig skabt det indtryk, at det er en helt naturlig ting, at tyrkere i Europa gerne vil høre og hylde de tyrkiske ministre.
Men det er tværtimod udtryk for, at al snak om integration er en vittighed.
Mange af disse tyrkere har boet i Holland i årevis. Alligevel orienterer de sig fortsat langt mere mod Tyrkiet end mod Holland.
Og ikke nok med det: En stor del af dem støtter en tyrkisk præsident, der angriber det vestlige demokrati, som de skulle forestille at være integreret i. Men de synes åbenbart godt om en stærk mand.
Erdogan har knægtet ytringsfriheden og udrenset folk, han ikke bryder sig om. Han forfølger kritiske røster. Og nu foreslår han en forfatning, der vil give ham enorme beføjelser på bekostning af det parlamentariske demokrati og retssikkerheden.
Det er ikke en naturlig ting, at tyrkere i vores lande bakker op om den slags. Det er faktisk en politisk katastrofe.
Europas bange politikere og klynkende medier
Journalistisk Venstreparti har et tredje budskab i forhold til Tyrkiet-krisen:
Europa skal undgå at udfordre Erdogan. For han sidder i en styrkeposition. Hvis han bliver sur på EU, kan han bare opsige asylaftalen og lukke op for strømmen af asylansøgere igen.
Dette er også en klassiker i den politisk korrekte verden: Man vrider hænder, man svælger i egen svaghed, man tør slet ikke tænke på at sætte hårdt mod hårdt over for en Erdogan.
Men kendsgerningen er, at Erdogan er langt mere afhængig af EU, end EU er afhængig af Erdogan.
Tyrkiets økonomi er i dyb krise. Strømmen af handel, investeringer og turister er faldet dramatisk. Erhvervslivet er begyndt at undgå et land, hvor præsidenten hele tiden skaber uro og usikkerhed.
Tyrkiet har hårdt brug for de cirka 3 mia. euro, som det kan få ud af asylaftalen med EU. Det er ganske usandsynligt, at Erdogan skulle have lyst til at sætte de penge over styr.
Men han fornemmer, at det er meget let at kyse Europas politikere og meget let at få Europas medier til at give sig hen i klynk og klage. Så han skruer bare op for lyden og regner med, at det vil gøre europæerne bløde i knæene.
