Juleønske
Af Visti Christensen
Jeg ønsker mig en glæd’lig Jul,
der godt må være hvid,
så blomstrer mit decembertræ
på årets mørke tid.
Refrain:
Mens julesneen falder,
på gade, vej og sti,
som smukke iskrystaller
og himmelsk trylleri.
Jeg ønsker mig en dejlig Jul,
med hvad der hører til,
af glæde, lys og kærlighed,
og sang og dans og spil.
Jeg ønsker mig en hem’lig Jul,
hvor gode ønsker gror
som stjerneglans og mælkevej,
der lyser op på jord.
Jeg ønsker mig en glæd’lig Jul,
og jorden som et sted,
hvor drømme ta’r på himmelflugt
og kommer hjem med fred.
Input om definitationen af – flygtninge
Formand ved Grundtvigs Forum Kirsten M. Andersen, har tidligere sagt at det er vigtigt at tage traditioner op til fornyet overvejelse. Nu er der diskussion om det er rimeligt at bringe skolebørn hen i folkekirken til tilbedelse (bøn) og som mål for forkyndelse (prædiken ) i deres skoletid. Nogle teologisk uforstandige taler om at “præsten, jo bare kan lade være at forkynde, mens skolebørnene er på besøg i kirken” uvidende om at al aktivitet i kirken er gudstjeneste, også fx koncerter.
Efter folkeskolereformen i 2014 klagede mange folkekirkepræster over, at de nu ikke længere kunne regne med at lægge beslag på de kommende konfirmander i den egentlige skoletid. Dengang foreslog jeg præsterne at ihukomme at netop søndag oprindelig var afsat til gudsdyrkelse (og hviletid). For undervisningspligtige børn kunne man vel skaffe mulighed for at modtage konfirmationsforberedelse skolefri dage, hvis de er for trætte en hverdagsaften.
Personligt var jeg meget overrasket over at blive sat til at bede i undervisningstiden i 1. klasse i 1960. Jeg kendte ikke til kristendom hjemmefra, men forkyndelse var en del af folkeskoleloven dengang. Senere i 1970’erne som ung lærer i folkeskolen, skulle jeg i stillingsansøgningen krydse af om jeg var medlem af folkekirken. Men traditionen har ændret sig. Nu ser jeg respekt og anerkendelse af islamisk sharia i det danske folks skole i og med at enkelte undervisere, altså de personer de danner børnene og skal være rollemodel, bærer sorte tørklæder.
At bruge kirken som kulisse for sit kransekage-bryllup eller som dække for at modtage et konfirmations-gavebord, når man egentlig er areligiøs, har altid forekommet mig åndsfattigt og konformt. De ikke så få unge, der klager sig over de mange pligtige kirkebesøg i konfirmationsforberedelsen finder jeg hykleriske.
I Folketinget blander man også det offentlige embede med religion. Hver folketingssamling i september indledes med en gudstjeneste i Christiansborgs egen kirke. Er det verdslighed?
Jeg mener det udelukkende er forældrenes opgave at præsentere egne børn for bøn og forkyndelse i religiøse fællesskaber. Der masser af muligheder for deltagelse i gudstjeneste året rundt på søndage. Men kan skolen arrangere en “se på” session i kirken, er det noget andet. Sådan har jeg selv besøgt moskeer, templer, ortodokse kirker m.m. Livet består af valg: hvad står jeg for og hvad bruger jeg min tid på.
Foredrag i Sverige
Af Ib Andersen speciallæge, dr.med
MenneskePLIGTER – den glemte faktor i diskussioner om og forskning i menneskerettigheder.
Diskussioner om menneskerettigheder er blevet mere intense de seneste år i takt med, at den øgede indvandring belaster velfærdsstaterne i EU mere og mere.
Derfor kan det være af interesse at berette om et foredrag: ”Kampen om menneskerettighederne” for en gruppe af Københavns Seniorlæger d. 23. november 2017 på Wallenberg instituttet i Lund. Forelæsningen blev givet af den danske forskningschef og professor Thomas Gammeltoft Hansen (TGH). Han indledte med at fortælle lidt om Raoul Wallenberg Instituttet for menneskelige rettigheder og humanitær ret, som er en del af Lunds Universitet, men privat finansieret. Instituttet arbejder især med migration, økonomiske forhold, minoritetsgrupper og retssikkerhed. Hans eget speciale er flygtningeområdet. Instituttet har ca. 60 ansatte, 30 i Lund og 30 i 6 kontorer rundt i verden. Det danske institut for menneskerettigheder er derimod en selvejende statsinstitution.
Det fremgik, at TBH og andre menneskerettighedsforskere oplevede en større og større national og international modstand mod deres forskningsprojekter. Det skyldtes især, at der i praksis opleves flere og flere sammenstød af forskellige rettigheder fx ytringsfrihed versus terrorbekæmpelse, økonomiske rettigheder versus disses belastning af velfærdssamfundet, grænsen mellem flertalsdiktatur og mindretalstyranni, grænsen mellem nødvendig integration og assimilation mm. Der er derfor flere og flere fortalere for en koncentration om ”kernerettigheder” fremfor den generelle rettighedspraksis, der har udviklet sig.
Forskernes frygt var udvikling af en så stor modstand og så mange modsætninger, at man ville opleve et delvist eller større sammenbrud af den allerede udviklede struktur og praksis på menneskerettighedsområdet. Derfor var der blandt forskere nu en forståelse for, at nogle af de nuværende rettighedspositioner var blevet for fremskredne pga. overfortolkninger både i EU-domstolen og i nogle nationale domstole. Tiden synes derfor at være moden til en accept af et vist taktisk tilbagetog eller frontforkortelse i militært sprogbrug.
Efter foredraget, der kun beskæftigede sig med menneskerettigheder kom der meget naturligt spørgsmål til TGH om, hvorfor man aldrig hørte noget om menneskepligter, der jo måtte betragtes som en naturlig partner til menneskerettighederne. I vor del af verden er der jo en betydelig accept af: ”Kræv din ret og gør din pligt”.
Hele området er et juridisk gebet, som det også fremgår af Wallenberg instituttets fulde navn. Retfærdighedens gudinde har en vægt med 2 skåle som sit vigtigste redskab. En vægt med kun én vægtskål er ubrugelig, hvorfor det forekommer ulogisk kun at beskæftige sig med eller påberåbe sig rettigheder uden at acceptere en nødvendig spejling på pligtområdet.
I diskussionerne under mødet var der enighed om, at i første omgang ville interessen samle sig om økonomiske problemer:” Kan velfærdssamfund klare rettighedsbelastningerne?” Dernæst ville det sandsynligvis være overbefolkningsproblemerne især i Afrika syd for Sahara og i visse arabiske lande, der ville komme i fokus, da 7 børn pr familie fx vil betyde føre enorme befolkninger i mange afrikanske lande og derfor et indvandringspres i EU langt, langt større end i dag. I øjeblikket vokser jordens befolkning med 8o mio mennesker om året, så vi år 2100 er 11mia, næsten 50% flere end i dag.
På et sidste spørgsmål om instituttet selv havde forskning om menneskepligter, blev der ikke givet svar.
Min egen konklusion efter foredraget var, at den juridiske menneskerettighedsforskning stadig synes at glemme menneskepligterne eller vælger at betragte disse som tabuområde.
Det synes derfor at retfærdighedens gudinde fortsat må nøjes med sin defekte vægt med blot én skål.
