En femteklasse fra Bulltoftaskolan i Malmø var på besøg i en moské. Mahmood-moskeen, hedder den.
Under besøget kom en imam ind på, hvorfor muslimer ikke spiser svinekød. Det havde han en forklaring på, som skabte bestyrtelse blandt lærere og elever:
”Grise er homoseksuelle,” lød det. Blandt andet derfor må muslimer ikke spise deres kød!
Ifølge Sydsvenskan brugte skolen bagefter rigtig lang tid på at forarbejde det aparte budskab, som eleverne havde fået fra imamen.
Skolen sætter nu en stopper for alle besøg i den pågældende moské.
Imamen holder fast
Imamen, Rizwan Ahmad Afzal, forsøger ikke at løbe fra, at han kaldte grise for homoseksuelle. Han står ved sin påstand.
Som han siger: Det, vi spiser, ”påvirker vores moral og vores krop”.
Da Sydsvenskan spørger ham direkte, om han mener, at man bliver homoseksuel af at spise svinekød, er svaret dog noget undvigende:
”Sådan kan det være. Men jeg ved det ikke nøjagtig, jeg har ikke læst om det.”
Både svinekød og homoseksualitet er bandlyst i islam.
Skolen: Nej tak til besøg fra imamen
Imamen forklarer, at det ikke var noget, som han på forhånd havde planlagt at sige. Det dukkede spontant op i hans hoved.
Men han tilbyder at komme hen på skolen og undskylde for, at børnene måske har det dårligt på grund af hans svar.
Skolen har dog betakket sig.
http://www.expressen.se/kvallsposten/grisar-kallades-homosexuella-skola-staller-in-moskebesok/