Hun har grundlagt en moské, hvor kvinder uden tørklæde kan være imamer – nu møder hun voldsomme angreb fra muslimske autoriteter

I fredags åbnede en kendt kvindelig advokat med tyrkisk baggrund en moské i Berlin. Seyran Ates, som hun hedder, kalder den en ”liberal moské”.

 

Her skal kvindelige imamer kunne prædike uden tørklæde. Mænd og kvinder skal bede side om side. Og der skal være adgang for muslimer fra alle retninger inden for islam.

 

Den modige Seyran Ates har fået mordtrusler for sit projekt. Hvis hun havde startet en sådan moské i Egypten, Marokko, Saudi-Arabien eller Iran, var hun formentlig allerede død.

 

Hun lever dog stadig. Men hun mødes med voldsomme angreb fra autoriteter i den muslimske verden.

 

Den store sammensværgelse

Diyanet, den religiøse myndighed i Tyrkiet, erklærer, at moskeen håner ”vor ophøjede religions grundsætninger”.

 

Man beskylder Seyran Ates for at deltage i den sammensværgelse, som Tyrkiets præsident Erdogan hele tiden taler om. Det er den såkaldte Gülen-bevægelse, som ledes af Erdogans ærkefjende, Fethullah Gülen.

 

For Erdogan og hans religiøse håndlangere kommer alt ondt fra Gülen. Også den ny moské.

 

Det er ikke diskriminering af kvinder – det er bare Allah

Det såkaldte fatwa-råd i Egypten fordømmer ligeledes det ny moské-projekt på det kraftigste. En fatwa er en udlægning af islam, som foretages af religiøse lærde.

 

Dette råd – Dar al-Iftam – har ligesom det tyrkiske Diyanet stor indflydelse i den muslimske verden.

 

Det erklærer, at man forbryder sig mod de islamiske pligter, hvis man går imod, at kvinder bærer tørklæde.

 

Seyran Ates taler om, at tørklædetvangen diskriminerer kvinder. Men fatwa-rådet belærer hende om, at hun tager helt fejl. Det sker med følgende ’argumentation’:

 

”Tørklædet er overhovedet ikke diskriminering af kvinder – det følger bare de regler, som Allah har givet.”

 

Specielt fordømmer dette råd den fælles bøn for mænd og kvinder. ”Det krænker grundlaget for islamisk lov.” Kvinder kan heller ikke være imamer, når der er mænd til stede.

 

Dette er i overensstemmelse med Koranens formulering: ”Mænd står over kvinder.” (Sura 4, Vers 34)

 

Ikke megen muslimsk velvilje

Seyran Ates’ moské har fået en yderst velvillig modtagelse i de politisk korrekte tyske medier. Men i den muslimske befolkning og blandt de muslimske autoriteter i Tyskland er der ikke megen velvilje at spore.

 

Størstedelen af Tysklands muslimer er tyrkere. De følger massivt Erdogan og hans religiøse talerør. Også fatwa-rådet i Egypten har langt større vægt i den muslimske befolkning end Seyran Ates’ liberale projekt.

 

Dette projekt er forbeholdt snævre kredse af muslimer. De stærke kræfter vil overhovedet ikke vide af det.

 

Kun få muslimske protester mod terror

I det hele taget er det sandhedens time for de politisk korrekte i Tyskland.

 

Forleden indkaldte man til en demonstration i Köln, der skulle give muslimer mulighed for at protestere mod terrorangrebene i islams navn.

 

Arrangørerne havde håbet på deltagelse af mange tusind muslimer. Der kom cirka tre hundrede …

 

Den meget store tyrkisk-islamiske paraplyorganisation Ditib nægtede at deltage.

 

Den islamistiske præsident Erdogan trækker derimod kæmpestore forsamlinger, når han taler i Tyskland.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article165798368/Fatwa-Behoerde-verurteilt-liberale-Moschee-in-Berlin.html

 

Del på Facebook