En 39-årig mand var i byen sammen med sine to papdøtre. Familien havde fejret pigernes fødselsdag derhjemme – de er tvillinger. Nu ville pigerne så i byen sammen med nogle venner. Papfaderen tog med for at passe på dem.
Det foregik i Kolding.
Tidligt søndag morgen satte de sig ind på en fastfood-restaurant for at få noget pizza. Der var to mænd i restauranten, der tilsyneladende var sammen med to-tre piger.
Den ene mand spyttede på gulvet, og den 39-årige bad ham om at lade være med det svineri. Det skulle han aldrig have gjort.
Sparkede ham i hovedet
Først masede den ene af mændene sig helt op i ansigtet på papfaderen. Men der skete så ikke mere.
Men derefter gik den 39-årige og tvillingerne hen ad gaden for at finde en taxa. Mens de stod og ventede, blev papfaderen pludselig passet op af de to mænd fra restauranten. Hans bror Lars har berettet til jv.dk, hvad der skete.
De to røg på ham og væltede ham, så han slog hovedet på en sten. Så sparkede de ham i hovedet flere gange, før de løb videre.
Det hele gik meget hurtigt, og de to piger nåede kun lige at gøre et forgæves forsøg på at holde mændene væk. Da voldsmændene var væk, ringede de til politiet.
Hvem er han, når han vågner?
På sygehuset sendte de offeret videre til Odense Universitetshospital, fordi der blev konstateret blødninger i hjernen. Han ligger nu i kunstig koma. Man kan endnu ikke sige noget om, hvilke skader han får på lang sigt.
Men broderen Lars beskriver familiens frygt:
”Det her er hårdt for os alle. Der er en uvished om, hvor vi har min bror henne. Vi aner ikke, om han er den samme, når han er vågnet.”
I værste fald kan han miste sin førlighed eller måske endda livet, fordi en afstumpet mand og hans kammerat ikke kunne tåle at høre, at han skulle lade være med at spytte på gulvet i en restaurant.
Det udløste rå og meningsløs vold mod en mand, der bare hyggede sig med sine papdøtre.
Mangler videoovervågning
Der foreligger ikke noget signalement af de to voldsmænd. Offerets bror opfordrer de piger, der var sammen med de to mænd, til at henvende sig til politiet.
Der er tilsyneladende heller ikke overvågningsbilleder fra området, som kunne gøre det muligt at indkredse gerningsmændene.
Det får nu Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) til at gøre et nyt forsøg på at få etableret kommunal videoovervågning af områder i midtbyen.
Det kan kommunen ikke bare beslutte. Det er kun politiet, der må sætte kameraer op i det offentlige rum – derudover må bygningsejere overvåge deres egne facader.
Ved ikke, hvordan man opfører sig i civiliseret samfund
Nu beder borgmesteren kommunalbestyrelsens teknikudvalg om at rette henvendelse til justitsminister Søren Pape Poulsen for at få kommunal videoovervågning gjort lovlig.
Faktisk blev der, på Dansk Folkepartis initiativ, indkøbt videokameraer for et par år siden. Men det viste sig altså at være ulovligt.
Nu håber politiet, at de kan få hjælp fra et kamera på rådhusets facade.
Hele tragedien og hele balladen skyldes nogle mennesker, der ikke ved, hvordan man opfører sig i et civiliseret samfund.
http://www.jv.dk/kolding/Bror-til-overfaldet-mand-Hjaelp-os-med-at-finde-voldsmaend/artikel/2485591
http://www.jv.dk/kolding/Efter-groft-overfald-Borgmester-vil-have-videoovervaagning/artikel/2485924