Natten til søndag var 29-årige Peter Frødstrup i byen i Haderslev med sin kæreste og nogle venner.
Foran diskotek Crazy Daisy i Nørregade stod en gruppe unge indvandrere, som var blevet smidt ud fra flere værtshuse i løbet af natten. En af dem overfaldt Peter Frødstrup.
Der er usikkerhed om, hvordan overfaldet foregik. Men kendsgerningen er i hvert fald, at Peter Frødstrup har fået smadret en stor del af ansigtets højre side.
En MR-scanning har vist knuste knogler i tindingen, øjenhulen, kindbenet og kæben.
Hans kæreste, Sanne Bang Christensen, siger til jv.dk:
”Han er følelsesløs i hele højre side af ansigtet. Han kan ikke spise noget som helst; det rasler inde i kinden på ham. Det var et voldsomt overgreb; han har ikke haft en chance.”
Hun så ikke selv overfaldet. Det var hendes veninde, der fandt ham bevidstløs.
Nogle vidner har dog udpeget en gerningsmand over for politiet. Det er en 23-årig mand, der bor i Kolding. Han eftersøges nu. Men politiet vil gerne høre fra flere vidner.
”Han har ikke haft en chance”
Peter Frødstrup skal opereres i dag tirsdag. ”Så må vi se, om de kan rette det op,” siger Sanne Bang Christensen.
Indtil operationen har Peter Frødstrup kørt på stærke smertestillende piller.
Så han mærker ikke smerterne lige nu, siger kæresten. Hun føjer til, at han normalt er en hård negl. Han mangler lidt af en finger, og han har haft brækket brystbenet.
Men dette har han ikke prøvet før, slår hun fast. I politirapporten står der, at han fik ”et enkelt slag med knytnæve”. Det tror hun ikke på:
”Hvis det ’bare’ er en knytnæve, har det godt nok været hårdt. Jeg går ud fra, at han er blevet slået med noget, eller han er blevet sparket. Han har ikke haft en chance. Han skal formodentlig have sat en plade i den kæmpe bule, hvor hans tinding skulle være.”
Hvad hjælper statistikken?
Der findes sikkert fine statistikker, der viser, at risikoen for at blive overfaldet i nattelivet er ret beskeden. Men der eksisterer altså en rå, umotiveret vold, som man ikke kan gardere sig mod.
Når den rammer, uden at man er forberedt, kan den føre til alvorlige skader for livet. Sådan som det ser ud til at være tilfældet for Peter Frødstrup.
Hvad hjælper det ham, at et brutalt overfald som dette statistisk set ikke sker så tit?
Og hvad hjælper det alle dem, som begynder at føle sig nervøse, når de færdes i nattelivet?
Som Sanne Bang Christensen siger:
”Det er utrygt at gå i byen. Der må gerne komme fokus på det her. Det kan ikke passe, at man ikke kan gå i byen mere.”
Men sådan en type som den formodede voldsmand her er blevet en del af bylivet. Når først man er nået derhen, er det mere end svært at få problemet til at forsvinde.
http://www.jv.dk/haderslev/Ung-mand-eftersoeges-for-grov-umotiveret-vold/artikel/2485024