Tirsdag deltog justitsminister Søren Pape Poulsen og integrationsminister Inger Støjberg i et samråd i Folketingets integrationsudvalg.
Her stillede Dansk Folkepartis Pernille Bendixen spørgsmål om Asmaa Abdol-Hamid, der er ansat i Fyns Politi som såkaldt brobygger mellem politiet og indvandrermiljøer.
Asmaa Abdol-Hamid nægter at give hånd til mænd, fordi det strider mod islams regler. Pernille Bendixen ville vide, hvad ministrene sagde til det.
Som politiets minister gjorde Søren Pape det klart, at medarbejdere hos politiet skal give hånd til både mænd og kvinder. ”Håndtrykket betyder noget. Det er en naturlig måde at hilse på hinanden i Danmark. Det er en vigtig del af vores kultur og en måde at udtrykke respekt,” lød det fra Pape.
Det store spørgsmål
Onsdag morgen ønskede Fyns politi ikke at udtale sig om sagen. Men senere sendte politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen en mail til både TV2 Fyn og Fyens.dk.
Her hed det: ”Justitsministeren har klokkeklart udtalt, hvad der er gældende. Det gælder naturligvis også i Fyns Politi.”
Men der er mystik omkring, hvad den fynske politiledelse vil stille op med Asmaa Abdol-Hamid. Foreløbig har politidirektøren kun har talt om den principielle holdning uden at nævne konsekvenserne for Abdol-Hamid.
Ifølge fyens.dk har den kontroversielle ”brobygger” ikke selv svaret på henvendelser om, hvorvidt hun fremover vil give hånd til mænd.
Nu er det store spørgsmål, om Fyns Politi agter at sætte hende stolen for døren, så hun må vælge mellem at give hånd til mænd eller blive fyret.
Spændingen stiger.
http://www.fyens.dk/indland/Fyns-Politi-Naturligvis-skal-man-give-haand/artikel/3119508
http://www.tv2fyn.dk/artikel/fyns-politi-foelger-pape-i-haandtryks-sagen