I årtier har man i Danmark talt og talt om integration af indvandrere.
I årtier er der postet enorme summer i projekter, som skal styrke integrationen.
I stort omfang har disse penge været spildt. Integrationsprojekterne har vist sig nyttesløse.
Ja, ikke nok med det. Trods alle de velmenende bestræbelser har mange indvandrere i Danmark direkte bevæget sig væk fra det danske samfund.
Det blev kraftigt understreget ved sidste søndags tyrkiske folkeafstemning om præsident Erdogans autoritære og islamiske forfatning.
Det er ikke integration, men desintegration
Tyrkerne i Danmark stemte i højere grad for denne forfatning end tyrkerne i Tyrkiet.
Samme mønster så man i en stribe andre vestlige lande.
I Tyrkiet stemte kun 51 procent for forfatningen. I Tyskland, som har Europas største tyrkiske befolkning, stemte hele 63 procent for den. I Danmark var det 61 procent.
Blandt samtlige tyrkere uden for Tyrkiet lå opbakningen på 59 procent. Altså opbakningen til en forfatning, der bevæger sig væk fra demokratiet og det frie, verdslige samfund.
Det er ikke integration. Det er tværtimod desintegration: Et flertal af de tyrkere i Danmark, der stemte, forkastede de værdier og holdninger, som gælder her i landet.
De unge generationer distancerer sig
Dette stemmer meget dårligt med påstandene om, at indvandrere i Danmark bliver mere og mere integrerede, specielt hvis vi poster en masse penge i integrationsprojekter.
Livet i et land som Danmark med frihed, demokrati og ligestilling får tværtimod mange af disse indvandrere til at distancere sig – især hvis de kommer fra tilbagestående områder. Det får dem til at befæste en traditionel tyrkisk og islamisk identitet.
De søger politisk og kulturelt væk fra Danmark og knytter sig til reaktionære islamiske kræfter i hjemlandet – med Erdogan i spidsen. Denne desintegration er stærkere end alle vores fine integrationsprojekter.
Dogmatiske holdninger vinder frem
Dette mønster viser sig også på andre områder.
Det er en udbredt forestilling, når man snakker integration, at de unge generationer af muslimske indvandrere bliver mere integrerede end de ældre.
Men i vidt omfang forholder det sig stik modsat. Dogmatiske og radikale islamiske holdninger er mere udbredte i de nye generationer af muslimer end i de gamle.
Dette trådte tydeligt frem i to meningsmålinger, som Jyllands-Posten offentliggjorde i henholdsvis 2006 og 2015.
I 2015 var der langt flere muslimer, der mente, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud, end der var tilbage i 2006.
Der var også langt flere, der mente, at muslimske piger skal have tørklæder på fra teenagealderen. Og man bad oftere. (Wilke/Jyllands-Posten 11.10.2015)
Parallelsamfund
Meget af snakken om integration bygger på en forestilling om, at man ret hurtigt kan lave mennesker og deres kultur om fra oven.
Man skal bare bruge penge på masser af projekter. Man skal bare hyre masser af konsulenter. Man skal bare spørge masser af politisk korrekte akademikere til råds.
Men i det virkelige liv ser vi noget helt andet ske:
Folk fra muslimske lande med en meget fremmed kultur forskanser sig ofte i parallelsamfund, hvor man hylder værdier og dogmer, der har meget stærk kant til det danske samfund.
Det eneste holdbare
I årevis har man lukket alt for mange ind i det danske samfund. Man har påstået, at det ikke var de store problem – de skulle bare ”integreres”, når de først var kommet ind.
Nu er det tydeligt, at holdningen til integration har været dybt naiv og urealistisk. Nogle bliver, hvad man kan kalde integreret. Særdeles mange bliver det ikke.
En holdbar udlændingepolitik kan ikke klares med nok så mange integrationsprojekter. Den kræver en meget stram styring af, hvem og hvor mange der kommer ind i landet.
