Ny film – SILENCE: Når Gud ikke svarer

***** 5 stjerner ud af 6

 

De fleste mennesker kender den amerikanske instruktør Martin Scorsese (født 1942). Med film som ”Gaden uden nåde” (1973)”, ”Taxi Driver”(1976), ”Raging Bull”(1980), ”The Last Temptation of Christ” (1988), ”Goodfellas” (1990), “Uskyldens år” (1993), “Gangs of New York” (2002), “The Departed” (2007), “The Wolf of Wall Street” (2013) – har han slået sit navn fast som en af sværvægterne inden for filmbranchen.

 

Det sidste skud på den imponerende stamme hedder SILENCE (tavshed) og varer næsten 3 timer. Det er for længe, men til gengæld er filmen på lange stræk sammensat af scener på en skala, der rangerer fra fine til fabelagtige.

 

Historisk baggrund

”Silence” er baseret på Shusako Endos roman af samme navn (1966), der bygger på historiske begivenheder: Den brutale forfølgelse af kristne japanere omkring 1600-tallet.

 

På deres opdagelsesrejser nåede portugisere og spaniere frem til Japan i 1543. Blandt de rejsende var kristne missionærer, bl.a. Francisco Xaviero, en af stifterne af jesuiterordenen. På dette tidspunkt var Japan ikke underkastet én hersker, men splittet i indbyrdes krige mellem klaner og fyrster.

 

Missionsarbejdet var knyttet til, at Japan åbnede for vestlig handel, og nogle årtier fulgte, hvor missionærerne blev budt velkommen. Hvor stor indflydelse de fik, afslører tallet for konverterede: Omkring 1600 var mellem 200.000-300.000 japanere fra alle samfundslag blevet kristnet.

 

Et nyt herredømme så dagens lys under shogunen (generalen) Hideyoshi, der konsoliderede og centraliserede magten. Den nye hersker opfattede de europæiske missionærer som en trussel for hans rige, og i 1587 blev de første ordrer om forvisning iværksat.

 

Missionsarbejdet fortsatte imidlertid frem til 1614, hvor en generel ordre om udvisning tvang de kristne missionærer ud af landet eller under jorden. En af disse missionærer var Christovão Ferreira, der stod i spidsen for jesuitterne i Japan.

 

Han er en af de historiske personer, der spiller en hovedrolle i ”Silence”. De fleste missionærer forlod Japan, men mange, bl.a. Ferreira, nægtede og tjente de trofaste kristne menigheder i hemmelighed.

 

Herefter blev de kristne forfulgt systematisk. De blev opsporet og tvunget til at frasige sig deres tro, eller de blev udsat for forskellige former for tortur og henrettelse.

Læs også
En kvinde bliver forladt efter 20 års ægteskab – det finder hun sig ikke stiltiende i 

 

Handlingen i filmen

I året 1633 når en chokerende nyhed den katolske kirke. Efter års forfølgelser af kristne japanere og de få tilbageværende missionærer, der har overlevet, forlyder det: Christovão Ferreira (Liam Neeson), leder af jesuitterne i Japan, har afsvoret sin tro, er konverteret til buddhismen, har giftet sig med en japansk kvinde og samarbejder med shogunen.

 

To af Ferreiras gamle elever Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) og Francisco Garupe (Adam Driver) nægter at tro på meldingen. Efterretningen må være et ondsindet rygte beregnet på sætte kirken og jesuiterordenen i et dårligt lys. De insisterer derfor på at tage til Japan for at opsøge deres gamle læremester og for måske at kunne gøre en indsats for at redde troen i landet. Også selv om det er med livet som indsats.

 

Efter en farefuld rejse når Rodrigues og Garupe med en tolks hjælp frem til en kristen landsby. Her udøver præsterne i nattetimerne kirkelige handlinger, men om dagen må de holde sig skjult.

 

Imidlertid bliver skjulestedet afsløret, og samuraier overfalder landsbyen. Landsbyboerne er indstillet på at hjælpe de to missionærer, der er undsluppet i første omgang, men alligevel bliver de fanget.

 

Rodrigues bliver nu vidne til magthavernes brutalitet over for de fattige, kristne bønder, men søger fortsat at udøve sin præstegerning. Han er langt fra parat til at opgive sin mission og muligheden for at finde Fader Ferreira.

 

Læs også
Filmatisering af “Undtagelsen” – Ondskabens grimme ansigter 

Tro, tvivl og fortvivlelse

”Silence” er et på mange måder storslået drama. Det er stærke temaer om tro, tvivl og fortvivlelse, der er i spil. Undervejs bliver publikum holdt i spænding om fader Ferreira. Kan det virkelig have sin rigtighed, at denne lærde og karismatiske mand med dyb indsigt i kirken og den jesuitiske tradition har valgt at afsværge sin tro og dermed sætte en skamplet på kirken? Det MÅ bero på en misforståelse.

 

Filmens styrke ligger især i, at den visuelt får formidlet såvel troens kraft og den fortvivlelse, et menneske kan rammes af, når Guds svar på dets pinsler er tavshed.

 

Men også personkarakteristikken af såvel de kristne missionærer som deres japanske fjender er rosværdig, fordi portrætterne er nuancerede og afbalancerede. Her er langt til den sort-hvide helt-skurk fremstilling, der præger mainstream Hollywood, og selv den japanske, brutale magtudøvelse gøres begribelig.

 

En række scener skurrer

Ud over at filmen er for lang, skurrer en række af scenerne rent sprogligt, fordi alt for mange uvidende, japanske bønder begår sig på engelsk. Også den kristne tolks figur er svær at sluge.

 

Alligevel bliver det til fem stjerner, fordi filmens tematik og visuelle evne til at formidle store eksistentielle dilemmaer i den grad har bud også til moderne mennesker.

 

Læs også
En japansk animationsfilm stiller skarpt på klimaet fra en lidt anden vinkel 

Længde: 2 timer og 41 minutter

•  Medvirkende: Andrew Garfield, Adam Driver, Liam Neeson, Clarin Hinds, Issey Ogata m.fl.

•  Instruktør: Martin Scorsese

•  Manus: Martin Scorcese, Jay Cocks – efter roman af Shusaku Endo

•  Censur:  F.u. 15 år

•  Premieredato: torsdag d. 26. januar

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…