I august sidste år offentliggjorde en mor et foto af en mand, der havde blottet sig for hendes ti-årige datter og hendes veninde
Moderen mente, at politiet ikke tog sagen alvorligt og greb derfor selv til handling ved at offentliggøre et foto af blotteren for at få ham fanget, og det gav resultater.
Moderen fik dobbelt så meget i bøde som blotteren
To taxachauffører, der genkendte manden fra moderens foto, skred til civil anholdelse, og sagen endte med, at blotteren fik en bøde på 2.500 kroner, medens moderen fik det dobbelte i form af en bøde på 5.000 kroner for at overtræde persondataloven.
Det nægtede moderen at betale, og sagen havnede ved Retten i Nykøbing Falster, som i dag, fredag, frikendte hende, skriver Ritzau.
Politiet brugte forkert bestemmelse
Moderens advokat, Silas Hect, mener imidlertid, at hans klient udelukkende blev frifundet, fordi anklagemyndigheden havde tiltalt hans klient efter en forkert bestemmelse i persondataloven.
”Den bestemmelse, som hun var tiltalt efter, handler om ansvar for den, der har optaget en overvågningsvideo, i det her tilfælde Daglig Brugsen,” forklarer advokat Silas Hect til Ritzau og understreger:
”Det, der i virkeligheden skete, var, at min klient med sin mobiltelefon havde taget et billede af videoovervågning, og derfor kunne hun ikke straffes efter den bestemmelse.”
Hos Sydsjællands og Lolland-Falster Politi påpeger advokaturchef Bente Thejlade, at man nu vil nærlæse dommen.
”Vi har haft kort tid til at studere dommen i. Det er en dom, som vi skal vende med statsadvokaturen, fordi det, den forholder sig til, er, hvem der er dataansvarlig efter paragraf 26 (i persondataloven, red.),” siger Bente Thejlade til Ritzau.
Justitsministeren: Det skriger til himlen
Da bøderne til henholdsvis blotteren og moderen til den ti-årige pige, som han blottede sig for, blev offentliggjort, vakte det almindelig forargelse.
Det skriger til himlen, mente justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) dengang, og skrev blandt andet på sin facebook:
”Det taler næsten for sig selv, for det ser selvfølgelig mærkeligt, at den mest alvorlige forbrydelse får den mildeste straf. Det skal vi have kigget nærmere på, ingen tvivl om det,” lød det dengang fra justitsminister Søren Pape Poulsen, som fortsatte:
”Jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret, hvis man sidder med bevismateriale som for eksempel videoer, som man måske oplever, at politiet ikke anvender i sin efterforskning,” justitsministeren.
Han forudser at problematikken med offentliggørelse af videoer med videre vil blive et stigende centralt spørgsmål og understreger, at regeringen nu vil se på, hvordan politiet anvender foto- og videomateriale.