Den 24. september er der valg til Forbundsdagen i Tyskland. I den forbindelse arbejder et udvalg i Angela Merkels parti CDU på et valgprogram om udlændingepolitik.
Ugemagasinet Der Spiegel kan afsløre centrale punkter i programmet.
Man gør op med den ”velkommenkultur”, som Merkel stod for, da den massive asylstrøm ramte i 2015. Merkels åbne døre bragte situationen i Tyskland og andre dele af Europa helt ud af kontrol.
I det nye valgprogram hedder direkte: ”En situation som den i 2015 må ikke gentage sig.”
For at sikre dette vil CDU fortsætte med grænsekontrollen, og man lægger op til, at den kan blive yderligere skærpet.
Dansk Folkeparti, Inger Støjberg og Kristian Jensen
Det tyske regeringsparti bevæger sig således i samme retning som dele af det borgerlige Danmark.
Dansk Folkeparti kræver en permanent og skærpet grænsekontrol. Venstres udlændingeminister Inger Støjberg taler om et behov for grænsekontrol, så længe der er en terrortrussel – og det er der jo i al overskuelig fremtid.
Andre dele af Venstre er derimod ivrige efter at få fjernet grænsekontrollen. Det gælder således finansminister Kristian Jensen.
Strammeren Thomas de Maizière
CDU lægger også op til andre stramninger i asylpolitikken: Hvis asylansøgere forsøger at skjule deres identitet, skal man fremover automatisk afbryde behandlingen af deres asylsag.
Oplægget til stramninger er udtryk for, at ganske mange i CDU har været frustreret over Merkels politisk korrekte linje.
I partiets top er det ikke mindst indenrigsminister Thomas de Maizière, der har repræsenteret ønsket om en skrappere kurs.
Han har dog ikke taget noget direkte opgør med Merkel. Han optræder loyalt, men prøver hele tiden at trække hende og partiet længere i den stramme retning.
Når det kommer til stykket …
Men én ting er, hvad der står i et valggrundlag. En anden ting er, hvad Merkel under valgkampen lægger op til som partiets leder.
Og en tredje ting er, hvad der sker efter valget. Hvis CDU skal danne regering efter valget, bliver det formentlig i endnu en stor koalition med socialdemokraterne i SPD. Det vil med stor sikkerhed betyde en udvanding af udlændingepolitikken.
Så man skal nok ikke regne med meget markante stramninger i den tyske udlændingepolitik efter valget.
Men de danske tilhængere af en stram linje kan i hvert fald konstatere, at stærke kræfter i Angela Merkels parti ønsker en skærpet kurs.