I dag skal man holde godt fast på sin flaske eller dåse, mens man drikker sin øl. Der er en hånd parat til at tage den og få den indløst til kontanter.
I København og andre større byer i Danmark ser vi i dag folk som professionelle flaskesamlere – rejst til Danmark med busser fra Rumænien, Bulgarien og andre lande. Disse flaskesamlere drøner rundt og undersøger skraldespande for at finde en tom dåse.
I København har man prøvet at gøre livet lettere for dem ved at sætte en ekstra hylde rundt om skraldespanden, hvor folk kan sætte deres tomme dåser eller flasker i stedet for at smide dem ned til skraldet. Det løser ikke problemet og kan måske tiltrække endnu flere flasketurister!
Skraldespandene burde i stedet gøres lukkede, så man propper dåser og flasker ned på samme måde som med et cigaretskod, som man ikke kan fiske op igen. Vi er nødt til at bremse denne flaskesamler-trafik, som også har medført, at folk slår sig ned i parker og gader, hvor de sover om natten og sviner med affald og afføring.
Nu har man endelig fået bugt med hundehøm-høm ved at udlevere poser til hundeejerne, men nu skal der måske udleveres høm-høm poser til menneskelig afføring. Hundeafføring i Danmark har en størrelse, der årligt kunne fylde et lille tankskib. Hvis der nu også skal være plads til menneskers afføring, så bliver mængden ekstra stor og ulækker. Bare tanken derom!
Tomme flasker og dåser bør ned i en lukket skraldespand – og senere sorteres fra til pant, som kunne komme de danske hjemløse til gavn. Det er tåbeligt, at folk kommer rejsende langvejs fra for at samle flasker. Det burde ikke foregå i et land som Danmark, og lande som Rumænien kunne måske som medlem af EU få udviklingsstøtte til at tage vare på deres egne folk.
Flaskeindsamling kombineres ofte med tiggeri, og man bør ikke give tiggerne penge, så de tror, at det kan være en levevej for dem og deres børn, som de også får til at tigge. Det er næsten som at læse Dickens beskrivelse af fattigdommen i London i 1800 tallet med drengen Oliver Twist – nu i København og andre steder i Danmark. Den kriminelle Fagin tager også her en god bid af kagen.
Der er nok af problemer i verden og også i EU, og nok er der fri bevægelse mellem EU-landene, men der bør være grænser for adfærd, som måske oven i købet er sat i system af kriminelle, der ofte tager 50% af gevinsten. Vort samfund har fået store udfordringer ved indførelse af Schengen med den fri bevægelse, og den ekstra udfordring med jagten på pant og tiggeri er ikke af det gode. Det kan heller ikke være hensigten, at folk skal overnatte på gaden.
Folk kommer med bus til Danmark, fordi det er muligt at samle så mange flasker/dåser, at det kan blive en slags levevej – fordi vi gør det muligt. Vi bør fjerne denne mulighed, så de i stedet kan blive hjemme og skabe en levevej evt. hjulpet af de offentlige myndigheder.
At være flaskesamler i Danmark evt. kombineret med tiggeri og tyveri er en ussel levevej. Det er ikke en værdig tilværelse for mennesker i et velfærdssamfund. Vi kan stoppe det ved at gøre skraldespandene mere lukkede for flasker og dåser!
Det er i dag svært at sende kriminelle retur til Rumænien, fordi deres fængsler ikke har samme komfort som de danske, men så burde man da i det mindste lade være at inspirere de rumænske og andre kriminelle til at tage til Danmark, fordi de tror, der ligger penge i vore skraldespande!