Det amerikanske opgør om Trumps indrejseforbud er præget af voldsomme overdrivelser på begge sider

You Tube / Arkiv

Slaget om præsident Trumps indrejseforbud for personer fra syv muslimske lande bølger videre i USA. Den fylder også voldsomt meget i amerikanske medier.

 

I sig selv er det faktisk en ret lille sag. Det drejer sig om et tre måneders forbud mod indrejse fra syv muslimske lande, som ikke har den store betydning for det amerikanske samfund.

 

Det drejer sig altså ikke om de vigtige beslutninger i asyl- og indvandringspolitikken, som USA skal træffe. Men begge konfliktens parter skruer denne lille sag op og gør den til et symbol på større kampe, der ligger forude.

 

En føderal dommer i Seattle omstødte indrejseforbuddet. Så appellerede Trump-administrationen denne afgørelse til en højere instans. Men denne domstol har i første omgang sagt nej til Trumps appel, idet den kræver flere argumenter for indrejseforbuddet.

 

Samtidig er en række af USA’s meget store virksomheder gået ind i kampen mod indrejseforbuddet. Det gælder således Facebook, Google, Apple, Microsoft, Netflix, Twitter, Uber og andre.

 

Men Trump vil føre kampen til den bitre ende. Om muligt vil han tage den helt til Højesteret.

 

Ikke den store betydning

Hvis man ser på tidligere afgørelser, der gik præsident Obama imod, synes Trump ikke at have de store chancer for at vinde det juridiske slag.

 

Samtidig er det ikke en sag, der har den store realpolitiske betydning.

 

Hvis Trump droppede det midlertidige indrejseforbud, ville det ikke øge terrortruslen mod USA nævneværdigt. Faren for, at der skulle komme terrorister fra de nævnte lande i de næste tre måneder, er mildt sagt beskeden.

 

Forbuddet har formentlig først og fremmest skulle være et signal om handlekraft – Trump ville straks vise, at der var kommet helt nye boller på suppen i indvandringspolitikken.

Læs også
Jair Bolsonaro -” Trump of the Tropics” – ny præsident i Brasilien

 

Der er i sig selv ikke noget i vejen med politiske signaler. Men Trump og hans folk synes at have undervurderet, hvor mange problemer der skjulte sig i den sag.

 

De gav sagen en betydning, den ikke kunne bære, og de forberedte den ikke ordentligt.

 

Ude af proportion

Derfor risikerer de nu at ende med et politisk nederlag, der vil være helt ude af proportion med sagens beskedne relevans og betydning.

 

På den måde kan Trump skade sin sag meget mere, end han ville have gjort, hvis han havde ventet og brugt sine kræfter på at udforme en langtidsholdbar asyl- og indvandringspolitik.

 

Danske tilhængere af en stram udlændingepolitik bør også have bedre ting at lave end at involvere sig i denne forkludrede sag.

 

Læs også
FBI-direktøren og præsident Trump

De store virksomheder mod Trump

Men også Trumps modstandere gør alt, hvad de kan, for at køre konflikten om indrejseforbuddet op i et leje, hvor den ikke hører hjemme.

 

De store virksomheder taler således om indrejseforbuddets store skadevirkninger på amerikansk økonomi og amerikanske virksomheder.

 

Nonsens. Vi taler om et tre måneders forbud rettet mod syv muslimske lande, der har meget ringe betydning for amerikansk økonomi og amerikanske virksomheders arbejdskraft.

 

Disse virksomheder bruger i lige så høj grad som Trump denne sag som et politisk symbol.

 

De er modstander af stramme regler for asyl og indvandring.

 

Langt væk fra almindelige amerikanere

Læs også
Nordkorea true med aflysning af topmøde med Trump

Det skyldes ikke kun, at sådanne regler kan hæmme deres adgang til arbejdskraft. Det skyldes i høj grad   også, at virksomhederne i anti-Trump fronten repræsenterer ekstremt politisk korrekte synspunkter.

 

Der findes næppe noget mere ekstremt end californiske high-tech rigmænds politiske korrekthed. Det skulle da være californiske Hollywood-skuespilleres politiske korrekthed.

 

Det er folk, der i den grad har deres på det tørre, og som derfor kan realisere sig selv ved at vise, hvor gode de er. De kunne ikke være længere væk fra mange almindelige amerikaneres glæder og bekymringer.

 

Tag Facebooks Mark Zuckerberg: Han strutter af penge, af frelste meninger og af lyst til at være politisk magthaver uden at behøve at stille op til noget politisk embede.

 

Forhåbentlig kan USA snart vende sin opmærksomhed mod de store opgaver, der venter med at stramme migrationspolitikken. Vi andre trænger også til en mediepause.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…