I går blev Shuaib Khan, der er leder af den berygtede indvandrerbande Loyal To Familia (LTF), dømt for at have fremsat trusler mod en politibetjent.
Han fik tre måneders fængsel, men han slap for at blive udvist af Danmark. Igen.
Shuaib Khan er flere gange tidligere blevet dømt for grove forbrydelser. Men selv om han er pakistansk statsborger, er han ikke blevet udvist af landet.
Erfaringen viser ellers, at det eneste, som hærdede udenlandske kriminelle virkelig har respekt for, er udvisning.
Bløde danske domstole har skånet Khan. De henviser til menneskerettighederne. Men faktisk er de danske domstole blødere end Menneskerettighedsdomstolen i den slags sager.
Det må have en ende. Politikerne må stramme lovgivningen så meget, at dommerne bliver nødt til at skærpe linjen.
Han kunne sagtens være blevet udvist
Fire gange er pakistaneren Khan blevet dømt uden at blive udvist. De tre tidligere gange har han fået domme på over et års fængsel.
Ifølge Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, har Menneskerettighedsdomstolen ellers accepteret udvisning i alle lignende sager, hvor der er idømt over et års fængsel.
Som han siger: ”Danske domstole udviser mindre, end Menneskerettighedskonventionen tillader.” (Berlingske).
Selv efter en stribe tidligere alvorlige forbrydelser blev Khan i går forskånet for udvisning i Københavns Byret.
Han fik en betinget udvisningsdom på to år. Dette er en absurditet.
Foragt for det danske retssystem
En betinget dom skulle være et gult kort, der blev fulgt op af et rødt kort, hvis man laver ny kriminalitet.
Khan har allerede fået én betinget udvisning. Nu skulle hammeren så falde. Men i stedet får han bare en betinget dom mere. Ikke underligt, at han grinede henrykt, da han forlod retten.
Et retssystem, der er så svagt, må regne med at blive mødt med foragt fra typer som Khan.
Med denne dom holder ordet ”betinget” op med at give mening. En betinget udvisning skulle betyde, at man bliver udvist, hvis man fortsætter sin kriminalitet.
I stedet er den blevet en udvej for konfliktsky og måske politisk korrekte dommere, der godt vil virke en smule strenge og give en udvisning – men som ikke tør gøre alvor af det, når det kommer til stykket.
Det er en opfordring til mere kriminalitet, selv om det ikke er hensigten.
Politikerne
Udlændingeminister Inger Støjberg, Venstre, retsordfører Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti, og retsordfører Trine Bramsen, Socialdemokratiet, har alle varslet politisk handling.
Politikerne må præcisere, hvordan begrebet betinget udvisning skal forstås og anvendes.
Betinget udvisning skal ikke være noget, som dommere bare kan blive ved med at give. En betinget udvisning skal være en sidste advarsel før en udvisning.
Derudover ser der ud til at være brug for en elementær pædagogisk indsats:
Man må forklare danske dommere, at Menneskerettighedsdomstolen giver større spillerum for udvisning, end mange af dem åbenbart går og tror.
Og så er det ellers bare med at komme i gang. Vi vil ikke se på Shuaib Khans grinende fjæs én gang til.