Lørdag fremlagde præsident Donald Trump et dekret, der skal beskytte USA mod udenlandske terrorister.
Dekretet hedder: ”Beskyttelse af nationen mod fremmed terroristisk indrejse i USA” (”Protecting the Nation From Foreign Terrorist Entry Into the United States”).
Dekretet suspenderer al indrejse for flygtninge i de næste fire måneder.
Samtidig får borgere fra en række muslimske lande generelt indrejseforbud i de næste tre måneder. Syrere nægtes indrejse på ubestemt tid.
Desuden lægger dekretet op til en halvering af det nuværende asyltal, fra cirka 100.000 til cirka 50.000.
Det store slag
Dekretets udspil er altså midlertidige. Meningen med dem er at få tid til at forberede mere permanente ordninger.
Her og nu er der en del ballade omkring enkeltpersoner, der er kommet i klemme – for eksempel folk, der er strandet i lufthavne.
Men det store slag kommer til at stå om den langsigtede politik, som Trumps dekret varsler.
Dette slag har også stor interesse for Europa. Det fælles brændende spørgsmål, der rejser sig i USA og Europa, er: Hvordan skal man håndtere tilstrømningen fra de muslimske lande?
Selvmorderisk politisk korrekthed
Gennem længere tid har der været en massiv strøm af migranter fra muslimske lande til vestlige lande. Der er absolut ingen strøm den modsatte vej. Det er der to simple grunde til:
For det første er de vestlige lande langt bedre at leve i end de muslimske lande.
For det andet er velhavende muslimske lande såsom Saudi-Arabien helt afvisende over for at tage muslimske flygtninge – i modsætning til de vestlige lande.
Tilstrømningen har ikke været i de vestlige landes interesse. Den skyldes naiv og selvmorderisk politisk korrekthed.
Det brændende spørgsmål
I Europa ses den politiske korrektheds omkostninger nu meget tydeligt:
Der er dannet store og voksende muslimske parallelsamfund.
Resultatet er: Mere vold. Højere kriminalitet. Kvindeundertrykkelse. Angreb på ytringsfriheden. Dårlig uddannelse. Antidemokratiske, islamistiske holdninger. Og i ekstreme tilfælde terror.
Dette gælder naturligvis ikke samtlige muslimer i de europæiske lande. Men tilstrømningen betyder, at de nævnte problemer vokser sig større.
Muslimer udgør en voksende andel af befolkningen. Den nuværende udvikling gør Danmark mere muslimsk. Det samme sker i varierende tempo i andre europæiske lande.
Det største og mest brændende spørgsmål i forbindelse med tilstrømningen lyder: Ønsker vi at bremse denne udvikling?
Men dette kernespørgsmål er fuldstændig væk fra debatten om Trumps dekret. Også i den kritik, som den danske udenrigsminister Anders Samuelsen har fremført mod Trump.
Trumps holdning
Trumps grundholdning er, at han vil sætte en stopper for en sådan udvikling.
Selv om hans dekret fremhæver terrortruslen, så sigter det bredere.
Dekretet taler om, at USA ikke skal modtage dem, der ikke støtter forfatningen, dem, der sætter voldelige ideologier over amerikansk lov, dem, der begår hadforbrydelser (herunder ”æresdrab” og forfølgelse af andre religioner) og dem, der vil undertrykke amerikanere på grund af race, køn eller seksuel orientering.
Dette er især møntet på tilstrømning fra muslimske lande.
To veje
Hvis man vil bremse denne tilstrømning, kan man gå to veje:
Den ene er at lave skrappe regler, der gælder for alle migranter. Danmark bør for eksempel afvise alle migranter, der kommer fra et sikkert land som Tyskland. De er jo ikke flygtninge længere, når de allerede er i sikkerhed.
Den anden vej er at afvise alle, der kommer fra bestemte lande – her taler vi om muslimske lande. Dette ser Trump ud til at have under overvejelse. Denne vej er meget vidtgående, fordi man ikke forholder sig til, hvilken konkret situation de pågældende befinder sig i.
Men alle, der deltager i debatten om Trumps overvejelser, bør forholde sig til to ting:
Hvordan hjælper vi nødlidende mennesker i deres nærområde?
Hvordan forhindrer vi, at en naiv og selvmorderisk politisk korrekthed gør vores lande stadig mere muslimske?
https://www.nytimes.com/2017/01/27/us/politics/refugee-muslim-executive-order-trump.html?_r=0