Katastrofe, at vi bruger 33 milliarder på ikke-vestlige indvandrere – Dansk Folkeparti har en plan, men vi venter på handling fra de andre partier

Arkivfoto fra Sverige

Så oprandt dagen endelig, hvor vi fik et klart svar fra Finansministeriet på, hvad indvandringen koster Danmark i kroner og øre. I alt 33 milliarder kroner. kostede ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere det danske samfund i 2014. 33 milliarder! Det er et voldsomt.

 

Samlet set var indvandreres og efterkommeres ”nettobidrag” til de offentlige finanser på minus 28 mia. kr. i 2014. Indvandringen er altså en underskudsforretning.

 

På sin vis er det en sejr for Dansk Folkeparti, at denne opgørelse nu er blevet lavet. Det har vi kæmpet for længe. Nu har vi fået tallene sort på hvidt og kan tage debatten på et mere klart faktuelt grundlag.

 

Vi ville have haft råd til flere betjente, bedre ældrepleje og så videre

På den anden side er der jo helt åbenlyst ikke noget at fejre. En sum på 33 milliarder kroner er immervæk en sjat.

 

Hvis vi ikke havde denne voldsomme økonomiske belastning år efter år, ville vi slet ikke have debatten om, hvorvidt der var råd til flere betjente, bedre ældrepleje, ny medicin på hospitalerne og så videre.

 

Og det er jo i øvrigt værd at nævne, at tallet for 2015 højst sandsynligt er endnu værre i og med, at det var året, hvor 21.000 asylansøgere fandt vej til Danmark.

 

Det er sikkert en ubehagelig erkendelse for mange, men Finansministeriets opgørelse dokumenterer med al ønskelig tydelighed, at Dansk Folkeparti har haft ret hele tiden:

 

Ikke-vestlig indvandring er en katastrofe for dansk økonomi og undergraver muligheden for at opretholde vores velfærdssamfund på sigt.

 

Og så har vi slet ikke talt om de kulturelle og sociale omkostninger etc.

 

Dansk Folkeparti har anvist redskaberne

Konklusionen bør være klar: Vi skal fra politisk hold gøre alt, hvad vi kan for at vende denne udvikling.

 

Redskaberne har Dansk Folkeparti anvist:

 

Permanent og styrket grænsekontrol, som bl.a. skal bruges til at straks-afvise asylansøgere, som kommer til Danmark fra et sikkert land, så man ikke bare kan vandre fra det ene fredelige land gennem Europa for at komme til Danmark eller Sverige. Illegale og kriminelle udlændinge skal sendes ud af landet.

 

Flygtninge skal repatrieres så snart, der er mulighed for det. Det er bare med at komme i gang.

 

Mange af de andre partier siger mange rigtige ting, men det kniber unægtelig med at føre dem ud i livet. Dansk Folkeparti er klar. Det har vi været længe. Hvornår er de andre partier klar til handling?
Af Martin Henriksen, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti

Del på Facebook