Vi har med god grund været stolte af det levende folkestyre, som Grundlovens fædre lagde fundamentet til tilbage i 1849, og som andre demokratisk sindede og frihedselskende danskere byggede videre på siden.
Vel har der været bump på vejen og trusler undervejs. Således var tabet af Sønderjylland i 1864 et alvorligt slagt for Danmarks selvforståelse som nation, men nederlaget havde dog den virkning, at hvad der blev tabt udadtil til gengæld blev vundet indadtil.
Som manden bag hedens opdyrkning, Dalgas, udtrykte det: ”Hvad udad tabes skal indad vindes!”.
Folkestyret blomstrede i kraft af en levende folkeånd
Den grundtvigske højskolebevægelse og folkeoplysning, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen samt fremvæksten af en stor del af vores danske sangskat er eksempler på, hvordan en levende, rig folkelig og national kultur groede frem og blev en del af generationers åndelige rodnet. Folkestyret blomstrede og blev endnu en dimension rigere med parlamentarismens indførelse i 1901 og kvinders adgang til at stemme ved valgene fra 1915.
Under den tyske besættelse af landet fra 1940-45 viste den danske folkeånd endvidere sin styrke og levedygtighed bl.a. i det sammenhold og i den solidaritet, der opstod folk imellem under indtryk af truslen fra den fælles ydre fjende.
Alsangen var en anden folkelig kulturel manifestation, ligesom modstandsbevægelsen på tværs af politiske opfattelser i øvrigt stod sammen om en fælles opgave, nemlig at føre demokrati, selvbestemmelse og frihed til sejr over en brutal og menneskefjendsk totalitarisme.
Totalitære trusler overvundet
Som bekendt blev den totalitære trussel overvundet og kampen for frihed og demokrati vundet – også den efterfølgende kolde krigs trusler fra en anden totalitær ideologi, kommunismen, blev afvist takket være NATO og en indbyrdes fred og fordragelighed i Vesteuropa bl.a. takket være EF, der senere desværre er degenereret til et ufolkeligt unionsprojekt (EU)uden realitetssans og folkelig opbakning.
Nedturen begyndte i 1968 – multikulturalismen den nye kult
Hvordan forvalter vi så i dag de demokratiske og folkelige værdier, som vore forfædre har kæmpet en lang og hård kamp for?
Nedturen begyndte i 1968 med universitetsmarxismen, der svigtede de vestlige frihedsidealer og flirtede med en antidemokratisk og ateistisk socialisme. Da mange af de højere læreanstalters munkemarxister var overklassens velformulerede og privilegerede børn, så evnede de hurtigt og effektivt at sætte sig på centrale magtpositioner i samfundet inden for forskning, undervisning, miljø og anden offentlig virksomhed. Sovjetunionens sammenbrud gjorde imidlertid, at de revolutionære drømmere stod tilbage totalt afklædte, men hvad gør man så? Man finder nye afguder at dyrke.
De marxistiske kommissærer optrådte nu som miljøaktivister, klimaforkæmpere samt – under indtryk af den voksende tilstrømning af flygtninge og migranter – ivrige og politisk korrekte godhedsapostle, der naturligvis foragtede alt nationalt. At være tro mod sine åndelige rødder blev og bliver fortsat opfattet som noget i bedste fald naivt og snæversynet og i værste fald noget aggressivt, der gør nationalt sindede, der kan lide deres land og deres kultur, til noget så foragteligt som racister og fremmedhadere. Multikulturalismen var og er den nye kult.
Åndløshed, rodløshed og historieløshed
Udslag af de mange svigt og udslag af den voksende åndløshed, rodløshed og historieløshed er bl.a. de mange partiskift, som hører til dagens uorden. Typisk er det, at det åh så gode, humanistiske og af virkeligheden ubesmittede Alternativet, tiltrækker ubefæstede politiske sjæle.
Senest har vi set socialdemokraten Pernille Schnoor følge i bl.a. den tidligere radikale minister Manu Sareens fodspor. Jens Rohdes sviptur fra Venstre til De Radikale er så tragikomisk, at jeg ikke skal kommentere det yderligere. Fællesnævneren for de talrige partiskift er en stærk fokus på egen person og på egen karrière og en foragt for de vælgere, der har betroet én sin stemme.
Det er en alvorlig sygdom, som kan gå hårdt ud over tilliden til de folkevalgte og dermed folkestyrets sundhed.
Ateistisk bagholdsangreb
Et andet udslag af en dyb og alvorlig krise forårsaget af åndløshed og rodløshed, er, at fortalerne for den ateisme, som også den totalitære marxisme hyldede, i skikkelse af Ateistisk Selskab bliver mere og mere aggressive. I en tid, hvor vor tids stærkeste og farligste totalitære ideologi, nemlig islamismen, er i fuld gang med at infiltrere hele Vesteuropa – herunder også Danmark – så kommer dette bagholdsangreb indefra.
Endelig ser vi et EU med både indre og ydre opløsningstendenser, fordi den politiske elite nægter at lytte til befolkningernes røst. Hvor er det sunde og levende folkestyre, der gjorde os stærke som nation og folk, og hvor frihed under ansvar kunne trives inden for et anstændigt og homogent folkestyres rammer? Hvor er viljen til at stå sammen om at bekæmpe trusler mod vores kultur, vores frihed og vores nationale integritet?
Det hele synes at være druknet i et bundløst hav af historieløshed, materialistisk forkælelse, overfladisk og letkøbt humanisme og virkelighedsfjernt drømmeri. Måske er en ny folkelig vækkelse på vej, inden det er for sent? Eller måske begynder de folkevalgte at tage folket alvorligt?
Vi er tæt på en ny 9. april, hvis datoen da ikke allerede er overskredet….!
