Tilnærmelsen mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan udløse stor dramatik til efteråret – specielt i udlændingepolitikken

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen inviterer Dansk Folkeparti til samarbejde i forbindelse med de store politisk-økonomiske forhandlinger til efteråret. Det sker i et interview i Berlingske søndag.

 

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har tidligere været ude med, at han gerne ser et samarbejde mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne som den bærende akse i efterårets forhandlinger.

 

De to partier har politisk bevæget sig tættere på hinanden. Samtidig er de rivaler, der kæmper hårdt om en stor vælgergruppe på midten, ikke mindst arbejdere.

 

Derfor forsøger de begge at gøre to ting på én gang:

 

De afsøger, hvor meget de kan slå kræfterne sammen og trække i en politisk retning, som de begge er interesserede i.

 

Samtidig gør de klar til at kunne give hinanden skylden, hvis efterårets store beslutninger bliver truffet af blå blok alene – uden Socialdemokraterne.

 

Drama i udlændingepolitikken

Den debat, som Mette Frederiksen lægger op til i Berlingske, drejer sig mest om økonomi. Men det største sprængstof ligger et andet sted:

 

Det er udlændingepolitikken. Først og fremmest spørgsmålet om et loft over tilstrømningen til Danmark.

 

Her kan Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes sammen udløse stor dramatik til efteråret.

 

Selv om udgangspunktet for forhandlingerne er økonomien, vil Dansk Folkeparti med stor sikkerhed trække udlændingepolitikken ind.

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

 

Mette Frederiksens budskab

I forhold til økonomien afviser Mette Frederiksen at give skattelettelser, som er et absolut hovedpunkt i regeringens planer.

 

Venstre lægger vægt på skattelettelser i bunden. Liberal Alliance og Konservative kræver lempelser i topskatten, hvilket også indgår som en målsætning i regeringsprogrammet.

 

Samtidig er der andre store økonomiske emner på tapetet til efteråret. For eksempel forslag om at hæve pensionsalderen til 68 år allerede fra 2025 i stedet for 2030.

 

Men også denne fremrykkede forhøjelse af pensionsalderen bliver skudt ned af Mette Frederiksen.

 

Hendes hovedbudskab er, at der skal bruges flere penge på uddannelse og velfærd. Og hun gør klar til at angribe Dansk Folkeparti, hvis det svigter på den front.

 

Læs også
DA: Kommuner kan spare millioner ved færre indvandrere på offentlig forsørgelse

Thulesen Dahl går efter forlig

Kristian Thulesen Dahl er også afvisende over for lettelser i topskatten, mens han er mere åben over for lettelser i bunden. Han erklærer sig parat til at øge udgifterne til velfærd.

 

Dansk Folkeparti går klart efter at være med i et forlig. Man arbejder på at få størst mulig indflydelse på helheden i et sådant forlig. Og man forsøger at lægge størst muligt pres på Socialdemokraterne for at tage del i det.

 

Hvis Socialdemokraterne holder sig uden for, vil man angribe dem for at svigte, da det gjaldt.

 

Thulesen Dahl skal altså både kæmpe for at sætte fingeraftryk på et forlig og for at vinde det politiske slagsmål med Socialdemokraterne, hvis disse vælger at holde sig udenfor.

 

Grænsekontrol

I begge disse kampe finder Dansk Folkeparti sit tungeste skyts i udlændingepolitikken.

 

Læs også
Tyrkiet oversvømmer Europa med migranter

Hvis Dansk Folkeparti må give nogle indrømmelser på økonomien, vil man givetvis gå efter at tage sig betalt i udlændingepolitikken.

 

Danmark og Europa er blevet ramt af en massiv folkevandring, der vil fortsætte og meget vel kan blive endnu større i fremtiden. Man skal ikke lade sig narre af, at der for en stund har været en vis nedgang i tilstrømningen.

 

Det vil givetvis præge Dansk Folkepartis krav i efterårets forhandlinger.

 

Et af kravene er permanent grænsekontrol. En sådan grænsekontrol er da også et nødvendigt redskab.

 

Men grænsekontrol er i sig selv ikke nok. Man må have en politik for, hvem man vil afvise ved grænsen, og hvem og hvor mange man vil lukke ind i landet.

 

Asylloft

Her ligger det mest sprængfarlige punkt i de kommende politiske forhandlinger.

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

 

Spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti vil kræve et loft over, hvor mange migranter Danmark kan og vil tage imod – ligesom i Østrig.

 

Et sådant loft er påkrævet, hvis man i længden skal holde tilstrømningen nede. Selvfølgelig i kombination med indsatsen i nærområderne og en effektiv kontrol med EU’s ydre grænser.

 

Men et loft vil bryde med konventionerne. Derfor vil det blive afvist af Venstre.

 

Spørgsmålet er så, hvad de to andre borgerlige partier siger? Og frem for alt: Hvad siger Socialdemokraterne?

 

Opsigtsvækkende S-forslag

Formanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, har tidligere flirtet med tanken om et loft. Og nu dukker tanken op igen i forbindelse med et beslutningsforslag fra partiet.

 

Læs også
Sidst S havde magten, betød det en langt slappere udlændingepolitik – det kan meget vel ske igen

Dette forslag drejer sig specielt om kommunerne. Men partiets udlændingeordfører Dan Jørgensen siger til Jyllands-Posten:

 

”Vi vil pålægge regeringen at fastsætte en grænse for, hvor mange asylansøgere og familiesammenførte, vi i Danmark samlet set og i de enkelte kommuner kan håndtere og tage imod hvert år.” (Vi fremhæver)

 

Hvis man tager disse ord for pålydende, er det en ret opsigtsvækkende melding fra socialdemokratisk side.

 

Hvis Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne sammen kræver et asylloft, vil der være garanti for et stort politisk drama til efteråret.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…