Terroren i Bruxelles understreger, at Europa står i en historisk ny og meget farlig situation – den hænger sammen med alvorlige politiske svigt

Twitter

Alle har vidst, at der ville komme nye terrorangreb i Europa. I dag ramte terroren så lufthavnen og en metrostation i Bruxelles. Foreløbig meldes 11 døde i lufthavnen Zaventem og 15 døde på metrostationen Maalbeek. Begge steder er der mange sårede, og der vil nok komme flere døde.

 

Man fyldes med afsky. Men følelsen af afsky og fordømmelse må ikke stå alene. Der skal handling til.

 

Politi og efterretningstjenester kan ganske enkelt ikke opfange alle de terrorplaner, der bliver rettet mod de europæiske lande. Gennem en stor og dygtig indsats får man taget et hav af disse planer i opløbet. Men ind i mellem går det galt.

 

Det skete i dag i Bruxelles. Det skete i Paris sidste november. Det skete i København sidste februar. Og det vil ske igen. Det er den nye virkelighed, vi lever i.

 

Bag terroren ligger parallelsamfundene

Alt skal naturligvis sættes ind for at gøre det så svært som muligt for terroristerne at slå til. Men det alene vil ikke kunne stoppe terroren.

 

Hvis man ikke gør noget ved det, der giver terroren vækstbetingelser, vil den slå til igen og igen, mens myndighederne kommer halsende bagefter.

 

De europæiske politikere må erkende, at de har svigtet i den forbindelse. De har ladet de store muslimske parallelsamfund udvikle sig, hvor terroren har sine rødder.

 

Paris-terroristen

I lufthavnen i Bruxelles blev der ifølge vidner råbt noget på arabisk, da bomberne sprang. Denne type terror i Europa har da også helt overvejende islamisk baggrund.

 

Så selv om man ikke kender gerningsmændenes baggrund, er det en nærliggende antagelse, at dette er endnu en muslimsk terrorhandling. Den kommer umiddelbart efter anholdelsen af Paris-terroristen Salah Abdeslam.

 

Abdeslam blev anholdt i det store muslimske parallelsamfund i Molenbeek. Her holdt han sig skjult hos en vens mor. Han gemte sig i et lokalmiljø, hvor der er stor fjendtlighed over for det omgivende demokratiske samfund.

 

Fundamentalistisk islam styrkes

Terroren har sin baggrund i de muslimske parallelsamfund. Kun få i disse parallelsamfund bliver terrorister.  Men mange er gennemsyret af den fundamentalistiske islam, som giver åndelige vækstbetingelser for det lille mindretal af terrorister.

 

Fundamentalismen betyder, at man er parat til blindt at følge Koranen. For nylig oplevede man fundamentalismen i renkultur blandt danske imamer, der blev afsløret af TV2.

 

Men fundamentalistiske holdninger trives i en langt bredere kreds af muslimer. Et stort flertal af muslimer i Danmark mener således, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Og et flertal er imod, at islam skal reformeres, moderniseres og tilpasses til de vestlige samfund.

 

Disse holdninger er vel at mærke blevet styrket i de senere år. Det synes de fleste politikere at leve i lykkelig uvidenhed om.

 

(https://denkorteavis.dk/2016/problemet-med-imamen-i-grimhoj-er-langt-bredere/)

 

Parallelsamfundene vokser

Langt de fleste muslimer i Europa er utvivlsomt imod terror. Men fundamentalistiske holdninger er ret udbredte i de muslimske parallelsamfund. De kan inspirere de mest krigeriske islamiske gemytter til at tage skridtet ind i terroren.

 

De muslimske parallelsamfund i Europa vokser sig i disse år stadig større og stærkere. Og med den nuværende asylstrøm er der stor sandsynlighed for, at denne udvikling for alvor tager fart. Det giver fanatiske islamister som Islamisk Stat gode arbejdsbetingelser.

 

Så længe den udvikling fortsætter, vil vi se mange nye forsøg på terror, og nogle af dem vil med sikkerhed lykkes.

 

Pivåbne grænser

Risikoen er ydermere forstærket kraftigt af, at Europas grænser har været pivåbne. Der har slet ikke været kontrol med de ydre grænser. Alligevel har EU også fjernet de nationale grænsekontroller ved de indre grænser.

 

Det har giver terroristerne store muligheder for at bevæge sig frit omkring i Europa.

 

Den massive tilstrømning til Europa, parallelsamfundene, og de pivåbne grænser er politikernes ansvar.

 

Politikernes svigt

Terrorismen skal bekæmpes med politi, efterretningsvirksomhed og militær. Terroren i Bruxelles understreger, hvor stor og skarp den indsats må være.

 

Men det er og bliver en kamp med ryggen mod muren, hvis politikerne ikke gør det nødvendige for at bremse parallelsamfundene.

 

Indtil videre har de gjort det stik modsatte. De har givet parallelsamfundene alle muligheder for at udvikle sig. Nu lader de asylstrømmen til Europa sætte yderligere skub i denne udvikling.

 

Dette svigt har mange ødelæggende konsekvenser for vores samfund. Og en af de uhyggeligste er altså den tiltagende terror.

 

Ny og meget farlig situation

De europæiske lande står i en ny og meget farlig situation.  Befolkningens sammensætning ændrer sig hastigt, og der skabes store samfund i samfundet med en fjendtlig holdning til den frie, demokratiske orden.

 

Politikerne kan slynge nok så mange krigserklæringer ud mod terroristerne. Hvis de ikke forhindrer denne skæbnesvangre udvikling i befolkningen, vil problemerne blive ved med at vokse.

Del på Facebook