Socialrådgiver: Det islamiske tørklæde opdeler folk i ”dem og os”

Det begyndte med et angreb på danskerne fra en somalisk debattør og jurastuderende Ilham Herisi.

 

Ilham Herisi skrev for nylig i Kristeligt Dagblad, at der ikke er den store forskel på Islamisk Stat og danskere, der vil forbyde tørklædet i Folkeskolen.

 

”At blande sig i, hvordan andre skal leve, er ekstremt. Du, min intolerante ven, som hader IS – I har en væsentlig ting tilfælles: I vil begge kontrollere, hvordan andre skal/bør leve deres liv,” skriver hun i et indlæg i Kristeligt Dagblad.

 

Den unge kvinde mener desuden, at når muslimerne skal acceptere, at danskerne drikker alkohol og ikke har så meget tøj på på stranden, så skal danskerne også acceptere det islamiske tørklæde. Ilham Herisi bruger ikke selv hijab, men føler sig alligvel kaldet til at forsvare det islamiske symbol.

 

Og det er i øvrigt danskernes egen skyld, at det er kommet så vidt.

 

”Hvis Danmark ikke havde blandet sig i andre landes forhold og havde holdt sig inden for sine egne grænser, ville Danmark ikke have det her problem med at modtage flygtninge. Det er prisen, man betaler, når man blander sig udenrigspolitisk,” skriver hun.

 

Hvad i alverden har Danmark foretaget sig i hendes hjemland Somalia, der berettiger til, at danskerne skal føle skyld? Det er for eksempel ikke danskerne, der skamferer somaliske pigers kønsorganer eller bomber muslimske bygninger.

På mig er det en svada, som virker højst arrogant.

 

Men fra mit arbejde som pædagog i områder med mange muslimske indvandrere har jeg selv oplevet, at det er en udbredt holdning i indvandrerkredse og på mange uddannelsesinstitutioner.

 

En socialrådgiver tager til genmæle

En socialrådgiver har da også taget til genmæle i Kristeligt Dagblad.

 

”Du harcelerer over, at muslimer skal acceptere, at danskere drikker alkohol og ikke har så meget tøj på om sommeren, og du tilføjer: ‘Men det gælder vel også omvendt?’. Nej, faktisk ikke. Må jeg sige det ganske banalt: Vi var her først,” skriver Ines Aagaard Pedersen i Kristeligt Dagblad.

 

Socialrådgiveren mener også, at det islamiske tørklæde er et problem, fordi det opdeler folk i dem og os.

 

”Når muslimer mener, at pæne ærbare piger går med tørklæde, så må de nødvendigvis mene, at de, der ikke går med tørklæde, hverken er pæne eller ærbare. Dermed får vi ”dem og os”, et parallelsamfund, en splittelse i samfundet, som ingen kan være tjent med,” skriver hun og argumenterer for, at man som fremmed må indrette sig efter de normer og værdier der gælder i det samfund man kommer til.

 

”Da jeg som ung kom til Pakistan første gang, holdt jeg hurtigt op med at give hånd til mænd, da jeg lærte, at det gjorde man ikke i Pakistan, og kom jeg i dag til et muslimsk land, ville jeg klæde mig nogenlunde efter stedets skik. Skulle det ikke også gælde omvendt?”

 

Ines Aagaard Pedersen har en pointe, men den er næppe populær blandt multikulturalister og muslimer, der er flasket op med, at islam stå over alle andre religioner.

 

Del på Facebook