Et usædvanligt flertal af S, DF og Kons presser regeringen til flygtningelandsbyer

Et flertal vil onsdag presse regeringen til at udarbejde rammer for flygtningelandsbyer inden den 1. marts.

Folketingets to største partier finder nu sammen på et centralt område i udlændingepolitikken. Det skriver Jyllands-Posten og DR.

Med støtte fra De Konservative har Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i folketingssalen onsdag 90 mandater, der er enige om at presse regeringen til at forberede statsligt drevne flygtningelandsbyer.

Med en fælles vedtagelse har S, DF og K aftalt at pålægge regeringen at fremlægge et konkret forslag til, hvordan flygtningelandsbyerne kan etableres.

I første omgang skal regeringen have en undersøgelse klar om de omstridte landsbyer inden 1. marts.

Målet fra partierne bag forespørgslen er at hjælpe de økonomisk trængte kommuner med asyludfordringen og indkvarteringen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fremhæver, at partiet med den nye S-DF-alliance kan få mere af sin politik igennem.

– Det glæder mig da, at Mette Frederiksen nu markerer, at det drejer sig om den politik, man laver, og ikke hvem man samarbejder med, siger DF-formanden til Jyllands-Posten.

Socialdemokraterne har det også fint med et DF-parløb, men der er stadig helt afgørende forskelle på partiernes flygtningepolitik, mener Socialdemokraterne.

– Der er store uenigheder mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på det her område, fordi vi vil have integrationen til at lykkes, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, til DR.

– Men det, vi er enige med Dansk Folkeparti om, er, at det er nødvendigt at tænke sig om i asyl- og integrationspolitikken, fordi vi har en regering, der bare sender regningen videre til kommunerne, og det er hverken fair eller rimeligt, siger hun.

Regeringen har flere gange afvist at indføre flygtningelandsbyer.

 

S vil have åbne flygtningelandsbyer

            Socialdemokraterne vil have flygtningelandsbyer, der integrerer flygtninge i skoler og på arbejdspladser.

Selv om de to største partier i dansk politik onsdag vil presse regeringen til at udarbejde rammer for flygtningelandsbyer, er de stadig dybt uenige om, hvordan landsbyerne skal se ud.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil sammen med De Konservative bede regeringen foretage en undersøgelse af effekterne ved flygtningelandsbyer inden 1. marts.

Undersøgelsen skal udgøre et beslutningsgrundlag for at indføre flygtningelandsbyer.

Men mens flygtningelandsbyerne for Dansk Folkeparti handler om at isolere flygtningene fra samfundet, indtil de kan sendes hjem igen, handler det for Socialdemokraterne om at aflaste kommunerne, mens man integrerer flygtningene.

– Det er meget vigtigt for os, at flygtningelandsbyer ikke bliver et sted, hvor folk bliver isoleret, siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, til Ritzau.

– Vi mener, at flygtningebørn skal have en ordentlig skolegang, og folk skal have lov til at arbejde uden for centrene. Det skal i det hele taget være ordentlige og gode forhold, man bor under, siger han.

Dermed er forespørgslen ikke et tegn på, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er blevet enige om, hvordan flygtningelandsbyer skal se ud.

Læs også
Dansk Folkeparti opruster: Udvalg, der skal skærpe partiets nationalkonservative profil med Martin Henriksen som formand

– Det er klart, at der er uenighed mellem os og Dansk Folkeparti om, hvordan flygtningelandsbyer skal se ud. DF ønsker, at de her lejre skal isoleres. Vi mener, at der skal ske en integration, siger Dan Jørgensen.

– Vi mener, at mennesker skal arbejde. Det er en god idé, at flygtninge arbejder og betaler skat i stedet for at være på overførselsindkomst, siger han.

Dan Jørgensen ser frem til, at regeringen med alt sandsynlighed onsdag bliver sat til at udarbejde et grundlag for flygtningelandsbyerne.

– Jeg synes, at regeringen må give efter for presset, og vi må få tilvejebragt et ordentligt grundlag og sige mere præcist, hvordan det skal se ud.

 

 

Mette Frederiksen siger partiet har været døv i mange år

Socialdemokraternes formand erkender, at man burde have reageret på integrationsproblemerne noget før.

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen erkendte i tirsdagens udgave af Deadline 22.30 på DR, at der i mange år blev begået fejl i integrationsindsatsen herhjemme.

I stedet for at lytte til de advarsler, som kom fra kommunerne med mange flygtninge og indvandrere, ignorerede man problemerne.

Hun nævnte i den forbindelse partifællerne Per Madsen, Kjeld Rasmussen og Kjeld Hansen, der som borgmestre i henholdsvis Ishøj, Brøndby og Herlev havde integrationsproblemerne helt inde på livet.

– Hvis vi andre havde lyttet til dem allerede i firserne og halvfemserne, så ville vi i Danmark have ført en helt anden udlændinge- og flygtningepolitik, som både havde gavnet den enkelte flygtning og udlænding, fordi vi ville have kunnet etablere en bedre integration, men også have gavnet Danmark som et hele.

Læs også
TV2 gik over stregen i forhold til Dansk Folkeparti, men trækker nu tilsyneladende i land

– Nogle gange tager tingene desværre tid, sagde hun i udsendelsen.

Udmeldingen falder godt i tråd med Frederiksens indlæg i Stockholm på en konference for de skandinaviske socialdemokrater og fagforbund, Samak, i sidste uge.

Her sagde hun ifølge Ugebrevet A4, at der kan være alvorlige konsekvenser ved at føre en udlændingepolitik magen til den, som man traditionelt er gået ind for i socialdemokratiske regeringer.

– Min påstand er, at et universelt finansieret nordisk velfærdssamfund med fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale ydelser ikke er foreneligt med en åben udlændingepolitik.

– Det er ikke foreneligt med en åben udlændingepolitik. Dertil er integrationsopgaven for stor og for massiv, lød det på konferencen fra Mette Frederiksen ifølge A4.

 

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…