Så bliver det ikke mere pinligt: Brandmænd måtte bryde ind til ham og fandt ham iført tømmermænd og balletskørt

En gruppe brandmænd i Barcelona kom forleden nat på en noget speciel opgave:

 

Brandvæsnet (og politiet) blev ringet op af nogle irske mænd på besøg i byen. De kunne fortælle, at de havde fejret polterabend om aftenen. Det var gået hedt for sig. Blandt andet var den vordende brudgom blevet klædt som ballerina – iført balletskørt og det hele.

 

De befandt sig på en bar. På et tidspunkt gik ”ballerinaen” ud på toilettet, men han vendte aldrig tilbage.

 

Hans kammerater var tilsyneladende også så omtågede, at de ikke registrerede den vordende brudgoms fravær. Så de drog bare videre til et andet sted.

 

Ejeren lukkede så sin bar uden at ane noget om manden på toilettet.

 

Et ømt syn

Kammeraterne fortsatte med at feste i flere timer, og først da de kom tilbage til deres hotel, opdagede de, at brudgommen manglede.

 

De tog så tilbage til baren og bankede på skodderne. Brudgommen svarede dem gennem skodderne og stak sine fingre ud gennem nogle huller. Men de kunne ikke få ham ud, og de anede naturligvis ikke, hvordan de kunne få fat på barens ejer.

 

Så de endte med at de måtte ringe til både politi og brandvæsen. Og sådan gik det til, at brandmændene blev mødt af det ømme syn af en irlænder iført tømmermænd og balletskørt.

 

Episoden foregik i nærheden af Ramblaen, hovedstrøget i Barcelona. De lokale beboere beklager sig en del over, at der er for megen larm fra turister.

 

Hvis nogen af beboerne så den vordende irske brudgom blive hjulpet ud af brandmændene i sit specielle kostume, har de nok rystet endnu mere på hovedet.

Del på Facebook