Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg har sendt chokbølger gennem Europas politikere og medier.
Det har udløst den samme blanding af hovne og hysteriske reaktioner, som i sin tid blev rettet mod Ronald Reagan og til dels George W. Bush, da de blev valgt som præsidenter.
I Danmark husker man, hvordan socialdemokraten Svend Auken fuld af væmmelse og foragt kaldte Reagan for en ”skydegal cowboy”.
Helt så vildt går det knap for sig med Donald Trump.
Men tendensen er endnu engang, at europæiske politikere vil belære Trump om, at han skal gøre sig rigtig megen umage, hvis han skal accepteres i det fine europæiske selskab.
Næserynkende og nedladende
Europas ledende politiske skikkelse Angela Merkel gik onsdag i spidsen for de næserynkende og nedladende reaktioner.
Da hun på et pressemøde gratulerede Trump med sejren, blev gratulationen ledsaget af en længere belæring om, hvordan Trump skulle opføre sig, hvis han skulle gøre sig fortjent til Europas samarbejde.
Det var en opvisning i en temmelig komisk europæisk selvovervurdering.
Merkel erindrede Trump om de værdier, der forbinder Europa og USA: demokrati, frihed, respekt for retssikkerhed og menneskers værdighed uafhængigt af herkomst, hudfarve, religion, køn, seksuel orientering og politisk holdning.
Og så kom det: ”På basis af disse værdier indbyder jeg USA’s næste præsident, Donald Trump, til et tæt samarbejde.”
Tåbelig attitude
Det er virkelig musen, der gungrer. Måske skulle nogen lige hviske Merkel i øret, at Tyskland kun eksisterer, fordi USA i mange år har været villigt til at forsvare det. Og det er stadig sådan, at Tyskland ville være truet, hvis det ikke havde det tætte samarbejde med USA.
Alligevel puster hun sig op og fortæller den næste amerikanske præsident, at hun kun vil samarbejde med ham, hvis han opfylder en række betingelser.
Der er ikke noget i vejen med de værdier, hun opremser. Men der er i allerhøjeste grad noget i vejen med hendes attitude, når hun bruger denne opbremsning til at spille overlegen og kostbar i forhold til Trump og dermed det USA, som har valgt ham.
Ingen forlanger, at Merkel og andre skal juble over Trumps sejr. Det er faktisk slet ikke deres opgave.
Det vil også være ganske naturligt, at europæiske politikere i den kommende tid diskuterer uenigheder med Trump. Det gælder således hans angreb på den fri handel. Det gælder den usikkerhed, han har skabt om blandt andet de baltiske landes medlemskab af NATO. Og det gælder hans holdning til klimaaftalen.
Men det er forrykt at remse op, hvad Trump skal leve op til, for at Europa vil samarbejde.
”Vi fremrykker et møde!”
Mens Merkel spillede belærende over for den kommende præsident, fik hun samtidig udstillet Europas svaghed.
Hvad foreslog Tyskland for at lægge pres på Trump? Man foreslog … at fremrykke et møde for EU’s udenrigsministre!
Denne typiske Bruxelles-løsning viser sandelig, hvor stærkt Europa står over for USA. Sådan et møde skal nok få Donald Trump til at ryste i bukserne.
Til grin
Hykleriet viser sig også i debatten om NATO.
Europa er med rette bekymrede over, at Trump har skabt usikkerhed om viljen til at forsvare alle lande i NATO.
Men i deres forargelse fortæller de ikke, hvorfor Trump rejser denne debat. Det er, fordi europæerne ikke betaler det, de har lovet at betale, til NATO. De prøver at fedte det af på USA.
Når USA vælger ny præsident, bør Europas første reaktion være den simple og nøgterne, at man byder ham velkommen, og at man ser frem til et forhåbentlig godt samarbejde.
Merkel og andre gør sig selv til grin med deres selvovervurdering og deres belæringer.
