I Danmark har protestantisk kristendom været normgiver og fremmeste kulturskabende institution i flere århundreder. Først i det sidste halve århundrede er der sket en ændring, og det har haft konsekvenser.
Når underdirektør Erik Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening offentlig udtaler, at begrebet ’protestantisk arbejdsmoral’ er hensygnende i Danmark, tager han hul på et helt nyt værdisegment, der længe har været savnet i indvandrerdebatten.
Nogle danskere har hilst moralændringer velkommen. Også fordi kristen moral og etik kan opfattes som snærende bånd, der hindrer folks frie livsudfoldelse. Men spørgsmålet er, om man har undervurderet det positive ved det præg, som protestantisk etik, moral og levevis har påført os i form af en god rygmarvsoplagring, der på forhånd afstedkom en naturlig, åben og tillidsfuld sameksistens imellem mennesker.
De personlige og samfundsmæssige chok, vi i disse år oplever, når vi ser adfærd, krav, dødsforagt og manglende respekt for andres liv, ejendom og førlighed, – tyder jo på, at vi har taget det for givet, at alle – i alle kulturer – havde det som os. Men det moralkodeks, vi fik ind med modermælken, er under afvikling. Og vi undres over, hvor mange tricks, og hvor megen opfindsomhed på ondt, der får lov at blomstre i vort land. Beviseligt især ved repræsentanter fra den muslimske kultur.
Men vi ikke bare undres. Vi handlingslammes. Vi konstaterer de nye tiders adfærd og udtaler os indigneret. Men ingen tør rigtig handle og evt. indgive politianmeldelse mod imamer, der overtræder både uskrevne love og Grundlovens tale om, at der er grænser for, hvad man kan mene, lære andre og udbrede sig offentligt om – uden konsekvenser.
Politikerne kappes om at påtale uhyrlighederne, men ingen handler. Måske mener man, at små ”træden-ved-siden-af-udtalelser” i moskeerne går i sin mor igen.
Visti Christensen
