Efter alt at dømme er sheik Abdullah Tamimi, som kommer fra en indflydelsesrig klan i Hebron, en usædvanligt modig og enestående palæstinenser. Hans mod ligger ikke i at have reddet et barn ud af et brændende hus, og hans exceptionalitet ligger ikke i at have doneret sin indtægt til et hjem for forældreløse børn.
Tamimis mod og eneståenhed har vist sig på et andet område: han talte for nylig ved et seminar, der var arrangeret af de jødiske beboere i bosættelsen Efrat, i Gush Etzion (syd for Jerusalem). Seminarets titel var “Forholdet mellem jøder og arabere i Gush Etzion.”
En anden modig palæstinenser, der deltog i denne begivenhed, var Khaled Abu Awwad, generaldirektøren for Sørgende Israelske-Palæstinensiske Familiers Forum, en græsrodsorganisation, som arbejder for forsoning som et alternativ til had og hævn.
Forstødt af sin klan
Takket være dette modige skridt er Tamimi nu blevet “forstødt” af sin klan. Det er en af de mest ydmygende straffe i stammesystemet: personen mister klanens støtte og beskyttelse og bliver socialt boykottet – bryllupper og begravelser bliver nogle meget ensomme affærer. Desuden er Tamimi blevet stemplet som “forræder” og “kollaboratør” med Israel.
Tamimi deltog selv i seminaret. Men det er ikke alt. Han medbragte adskillige palæstinensere fra byen Yatta i Hebron-området og fra flygtningelejren Jelazoun nær Ramallah.
Man har før hørt om møder mellem jødiske bosættere og palæstinensere. Tusindvis af palæstinensere arbejder i de fleste bosættelser, og mange andre opretholder et tæt forhold til bosætterne og handler med dem i det daglige. Disse palæstinensere kunne ikke være mindre interesserede i boykotbevægelsen imod Israel eller de “anti-normaliseringsgrupper” som opererer på Vestbredden.
For dem vejer behovet for at brødføde deres familier langt tungere end de stemmer, der opfordrer til boykot og afbrudte forbindelser. Disse almindelige palæstinensere kæmper for at komme videre med deres liv uden frygt for boykotaktivisternes trusler.
Tror ikke på boykot
Tamimi og hans kolleger tror ikke på boykot og afbrudte forbindelser. De er overbeviste om, at der kan opnås ægte fred gennem dialog mellem palæstinensere og alle israelere – ikke kun dem, der er tilknyttet venstrefløjen. Den israelske venstrefløj har ikke monopol på fredsskabelse, anfører de.
For Tamimi begynder ægte fred mellem mennesker og går via økonomisk samarbejde og forbedring af palæstinensernes levevilkår. Dette er vigtigere, siger han, end al snak om at skabe en palæstinensisk stat, som han mener ikke er en realistisk mulighed i den nuværende situation.
I sin tale på seminaret påpegede Tamimi, at fred og fordragelighed ikke altid kommer fra “peaceniks” og venstrefløjsfolk.
“I vores arbejde søger vi højrefløjen i Israel, høgene i det israelske samfund og bosætterne, for at kunne sætte os ned og tale med dem,” sagde han. “Der er meget, de bør vide om islam og om koranen. Denne dialog bør danne grundlag for alle fremtidige løsninger.”
Idet Tamimi insisterede på, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er politisk, ikke religiøs, fortalte han sine jødiske tilhørere, at mange palæstinensiske grupper, som hævder at repræsentere islam, ikke er autentiske repræsentanter for islam. “De bruger islam som en bro til at nå deres mål, men i virkeligheden repræsenterer de ikke islam,” understregede han. Tamimi refererede tydeligvis til Hamas og andre radikale, palæstinensiske, islamistiske grupper, selvom han ikke nævnte dem ved navn.
Tamimi afslørede , at han i øjeblikket er i kontakt med tretten førende, islamiske, religiøse ledere på Vestbredden og i Gazastriben med henblik på at varetage den palæstinensiske befolknings daglige, humanitære behov og bringe disse til offentlighedens kendskab. “Befolkningens humanitære behov ligger øverst på vores prioritetsliste,” sagde han.
“Vi ønsker ingen blodsudgydelser. Vi står med nogle behov, som vi søger at imødekomme med alle til rådighed stående midler.” Han mener, at både israelere og palæstinensere bør lægge vægt på dialog, især mellem religiøse ledere fra begge sider, for at tale om fælles interesser. “Vi bliver nødt til at sidde sammen og forstå hinanden,” tilføjede han. “Det vil hjælpe lederne med at træffe beslutninger. Vi ønsker, at begge befolkninger skal leve et værdigt liv.”
Der er flere som Tamimi
Tamimis stemme er ikke en ensom stemme i ørkenen. Han repræsenterer et stigende antal palæstinensere, som har mistet tilliden til deres lederes evne til at forbedre deres levevilkår og opnå fred og stabilitet i regionen. Disse palæstinensere støtter ideen om “økonomisk fred” mellem de to befolkninger – en tanke, som strider mod forestillingerne hos fortalerne for “anti-normalisering” og andre i Vesten, som tydeligvis handler imod palæstinensernes sande interesser ved at fremme boykot mod Israel og afbrydelse af alle forbindelser med landet.
Det er ironisk, at mens de, der håber på at udslette Israel, laver kampagner for boykot og andre måder at skade landet på økonomisk, så går et stigende antal palæstinensere i den modsatte retning.
Tamimi er ikke bare endnu en almindelig palæstinenser. Ud over at være islamisk lærd tilhører han også en af de største palæstinensiske klaner i Hebron. I disse tider, som er præget af uophørlig agitation og indoktrinering fra Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre, er det forfriskende at se og høre en islamisk lærd stille sig op og ytre sig om virkelig fred. De eneste islamiske lærde, vi har set de senere år, er dem, der prædiker had mod Israel, jøder og “vantro.”
Tamimis modige holdning er selvfølgelig ikke gratis, den har sin pris. Kort efter at nyheden om seminaret og Tamimis tale var udsendt på Israels Kanal 10 TV, udsendte en mand, som hævdede at være leder (mukhtar) af Tamimi-klanen, en erklæring, hvori han kraftigt fordømte den “korrupte” lærde for at have mødtes med jødiske bosættere.
Klanlederen
Manden, Hijazi Tamimi, skrev på Facebook, at han som leder af Hebron-klanen ikke havde bemyndiget nogen af sine familiemedlemmer til at mødes med bosætterne:
“Så længe jeg lever, vil jeg ikke tillade noget medlem af min klan at mødes med bosættere, uanset omstændighederne. På mine egne og Tamimi-klanens vegne bekendtgør vi vores beslutning om at forstøde ovennævnte [Abdullah Tamimi], fordømme det, der blev omtalt i tv-reportagen og så tvivl om hans troværdighed. Enhver, der ønsker at diskutere politiske emner, bør henvende sig til det palæstinensiske folks valgte præsident, Mahmoud Abbas.”
Hvad klanlederen glemte at sige var, at den “valgte” præsident i dag befinder sig i sit fireårige præsidentembedes 11. år. Han glemte også at nævne, at ikke alle palæstinensere er enige i Mahmoud Abbas’ og Selvstyrets politik og anser boykotter og afbrydelse af alle forbindelser for at skade befolkningens interesser. Abbas’ gentagne afvisninger af tilbud om at vende tilbage til forhandlingsbordet eller afholde et topmøde med den israelske premierminister uden forhåndsbetingelser blev heller ikke nævnt.
Andre medlemmer af klanen deltog i angrebet på Abdullah Tamimi og opfordrede til at straffe ham for at have mødtes med bosættere. “Hvem er denne mand, som påstår at være en sheik?” spurgte Qassem Tamimi. “Dette er rabbineren Abdullah. Han er ikke en af vore, og han har ingen forbindelse til vores klan.”
Tamimi er en sjælden, fornuftig stemme blandt palæstinensiske, islamiske ledere, som for flertallets vedkommende har travlt med at udspy had mod Israel og jøder fra moskeer og mediekanaler.
Men Abdullah Tamimis budskab afspejler den voksende utilfredshed med den måde, hvorpå de palæstinensiske ledere håndterer deres befolknings affærer.
Lokale valg er udskudt
I forrige uge fik palæstinenserne endnu en påmindelse om Det Palæstinensiske Selvstyres og Hamas-regeringens embedsmisbrug med beslutningen om at udskyde det lokalvalg, som var sat til at skulle finde sted den 8. oktober. Denne beslutning, som blev truffet af den palæstinensiske højesteret, kom for mange palæstinensere ikke som nogen overraskelse. Den fulgte efter ugers gensidige beskyldninger og spændinger mellem de to rivaliserende partier, som hver især har rettet skytset imod den anden parts kandidater ved at arrestere disse, chikanere dem eller erklære deres lister for ugyldige.
En artikel, udgivet her i juli måned, satte spørgsmålstegn ved palæstinensernes evne til at afholde retfærdige og frie valg, især set i lyset af de igangværende spændinger mellem Abbas’ Fatah-fraktion og Hamas, samt interne skænderier i Fatah. Artiklen noterede også, at Abbas havde kastet sig ud i et gigantisk hasardspil ved at udråbe lokale valg.
Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas har endnu engang svigtet deres befolkninger; de er ikke engang i stand til at sørge for frie og retfærdige valg. Korrupt ledelse har altid været palæstinensernes største tragedie. Men dette har skabt et vakuum, som giver palæstinensere som Tamimi mulighed for at søge andre alternativer.
Det er selvfølgelig dårligt nyt for dem, der hader Israel og stadig håber på at tilintetgøre landet med boykotter, knivstikkerier, bilpåkørsler og lignende.
Spørgsmålet nu er, hvem der går af med sejren: de palæstinensere og deres jødiske naboer på Vestbredden, som ønsker at leve i fred, eller de anti-palæstinensiske aktivister, som er imod Israel og imod normalisering, og som for enhver pris søger at afspore en ægte fred?
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.
Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.