Officielt var de på ferie: Udenlandsk ægtepar på tyvetogt i Danmark med fem børn og en hund

Der kan være mange gode grunde til at tage på ferie i det nordlige Danmark ved hav og fjord, men et ægtepar fra Montenegro havde én grund, som turistforeningerne garanteret ikke lokker med.

 

Fredag den 16. marts indlogerede de sig med deres fem børn og en hund i et sommerhus, de havde lejet i Klegod på Holmslands Klit, hvorefter de drog ud på tyvetogt.

 

Blev anholdt i Lemvig

Onsdag gik det galt i Lemvig, oplyser TV MIDT/VEST. Her blev de anholdt efter et butikstyveri i tøjbutikken “Hos Søren” i Vestergade, hvor de havde børnene med.

 

Ægteparret havde forklaret, at de var på ferie, men havnede altså bag tremmer, medens de kommunale myndigheder fra Ringkøbing-Skjern Kommune tog sig af børnene, og Skærtorsdag blev ægteparret fremstillet i Grundlovsforhør ved Retten i Herning.

 

Her havde ægteparrets forsvarer af hensyn til børnene indgået en aftale med politiet, således at de ville blive løsladt straks, hvis de tilstod og i stedet vedtog en bøde samt forlod landet. Bøden endte på 5.000 kroner til hver samt besked om at forlade landet senest Langfredag.

 

Politiet havde forinden konfiskeret tyvekoster i parrets bil og i det lejede sommerhus, og forsøger nu at finde frem til de rette ejermænd.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…