Ved den ungarske folkeafstemning søndag sagde et ekstremt stort flertal af de afgivne stemmer nej til EU’s flygtningekvoter – sådan som ministerpræsident Viktor Orbán havde opfordret til. Omkring 98 procent.
Til gengæld lå stemmeprocenten kun på 43-44 procent, hvilket er klart under de 50 procent, der kræves for at resultatet er formelt gyldigt.
Det sidste vil ærgre Orbán. Men det er uden den store politiske betydning.
Der er generelt lave stemmetal i Ungarn, især når det gælder EU. Og der er god grund til at tro, at mange af dem, som er blevet væk, støtter Orbán. De plejer bare ikke at stemme.
Det politiske signal er ikke til at tage fejl af: Ungarerne vil ikke have EU’s påtvungne flygtningekvoter.
Nej til EU-diktat
Realiteten er, at det vil de andre EU-lande heller ikke. Systemet med, at EU fordeler flygtninge på de enkelte lande, er for længst brudt sammen.
Medlemslandene vil selv bestemme, hvilke og hvor mange migranter der skal ind over deres grænser.
Danmark og en stribe andre lande har ikke bare vendt ryggen til kvoterne. Man har også indført en national grænsekontrol for at have styr på tilstrømningen af migranter.
Der har på den måde fundet et nationalt oprør mod EU-systemet sted. Ungarn har været forrest i dette oprør.
Politiken og TV2 News kan ikke lide det
Oprøret er ikke velset i meget venstreorienterede og politisk korrekte kredse – heller ikke i Danmark. Her ønsker man sig tilbage til de helt åbne grænser og til en stærk EU-magt over for de enkelte lande.
Det er måske ikke tilfældigt, at dagbladet Politiken har valgt dagen efter den ungarske folkeafstemning til et trompetstød på forsiden, der er vendt mod den nationale grænsekontrol.
Politiken undviger dog en principiel debat. Man slår i stedet på, at den forstærkede grænsekontrol er overflødig, fordi der netop nu kun kommer få asylansøgere. Man får så opbakning til dette fra den sædvanlige ”grænseforsker”. Budskabet gentages af Politiken-kloningen TV2 News.
Politiken gør endda vold på virkeligheden i forsøget på at fremme sin sag:
Man lader, som om det er EU’s aftale med Tyrkiet, der har bremset asylstrømmen. Men inden denne aftale havde den nationale grænsekontrol langs med Balkan-ruten gjort størsteparten af arbejdet.
Danmark og andre lande er blevet inspirerede
Ungarn spillede en meget aktiv rolle, da den nationale grænsekontrol lukkede Balkan-ruten. I første omgang byggede Ungarn selv et grænsehegn. Derefter gik man sammen med andre lande om at skabe en effektiv bremse på migrantstrømmen op gennem Balkan.
Andre EU-lande er blevet inspirerede til at indføre national grænsekontrol. Blandt andet Østrig, Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.
Dette er indtil videre en midlertidig kontrol, der bygger på en særlig tilladelse fra EU-Kommissionen. Men det er særdeles tvivlsomt, om man vender tilbage til de EU-styrede helt åbne grænser, som man havde før.
I Danmark vil Dansk Folkeparti vil have permanent grænsekontrol, og Venstre og Socialdemokraterne har ingen aktuelle planer om at afskaffe kontrollen.
Orbán er ikke del af ’det pæne selskab’
Intet tyder på, at vi igen får en situation, hvor EU prøver at styre, hvor mange migranter de enkelte lande skal tage imod.
EU har svigtet katastrofalt ved slet ikke at have styr på situationen ved de ydre grænser. Og landene har på stribe oplevede en stemning i befolkningen, der går i retning af større national selvbestemmelse.
Der vil løbende være diskussioner i de enkelte lande om, hvor tæt den praktiske grænsekontrol skal være.
Men der er ingen tvivl om, at landene vil have styr på, hvor mange de lukker ind. Alle ved, at asylpresset meget hurtigt kan tage til igen. Og det vil betyde, at den nationale grænsekontrol fortsætter i en eller anden form.
Dette er en meget større sejr for Ungarns Viktor Orbán end folkeafstemningen i går. Men da Orbán ikke tilhører ’det pæne selskab’ i EU, vil man i de andre lande ignorere hans rolle.